En server i den amerikanske stat Georgia, der blandt andet indeholdt data om det seneste amerikanske præsidentvalg, er blevet ryddet, kort før den skulle have været undersøgt af FBI. Det gør det umuligt for efterforskerne at vurdere, om den blev kompromitteret under eller før valget samt af hvem.
Serveren indeholdt konkrete stemmetal, skriver The Register.
En aktindsigtsbegæring fra The Register viser, at serveren blev formateret ganske kort efter, at det blev besluttet, at FBI skulle undersøge valginstansen, der driver serveren, efter beskyldninger om russisk indblanding i det amerikanske valg. Da sagen blev sendt videre til den amerikanske højesteret, blev også samtlige backupdata beordret slettet.
Det er uvist, hvem der udstedte ordren om formateringen, men siden serveren ikke var omfattet af love om beskyttelse af beviser, er formateringen ikke ulovlig, men i særdeleshed mistænkelig, skriver The Register. Diverse embedsmænd nægter at have givet ordren eller nægter at stille op til interview.
Der er ifølge det amerikanske medie god grund til at tro, at serveren er blevet kompromitteret, inden den blev formatteret. Computeren, der drev den, er 15 år gammel og kan have indeholdt en lang række hard- og softwaresårbarheder alene grundet sin alder.
Ingen fysisk backup
Netop Georgia er interessant, idet svingstaten er blandt de stater, der sikrede nuværende præsident Trump et lille flertal blandt de såkaldte valgmænd. Der var ingen fysisk backup, så alle informationer om de stemmer, der var gemt på serveren, er tabt.
Allerede sidste år opdagede sikkerhedsforskeren Logan Lamb, at statens stemmesystem var så dårligt sikret, at alle stemmeregistrene lå tilgængelige på nettet. Derudover var der flere åbne PDF’er med instruktioner til diverse medarbejderne.
»Man kunne gå direkte til den mappe, de hoster alle filerne fra, og downloade det hele uden at skulle logge ind,« siger Logan Lamb til The Register, der ydermere kunne konstatere, at filerne var blevet indekseret af Google, så de var søgbare, hvis man vidste, hvad man ledte efter.
Men på trods af Logan Lambs fund forblev sikkerhedshullerne upatchede i hele syv måneder, hvilket fik Logan Lamb til at offentliggøre sine resultater, da han hørte, at der var mistanke om russisk indblanding i det amerikanske valg.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.