Amerikansk telegigant vil lade virksomheder købe dine data

Teleselskabet AT&T vil lade virksomheder byde på deres kunders dataminutter. Det skal påvirke brugernes valg af internet-services.
8. januar 2014 kl. 12:40
errorÆldre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Den amerikanske teleudbyder AT&T har lanceret en ny service, der kaldes sponsoreret data. Det skriver The Verge.
Sponsoreret data går ud på, at forskellige virksomheder, der udbyder online-tjenester, kan tilbyde at betale regningen for den mængde data, som en bruger bliver afkrævet betaling for, mens vedkommende bruger en given service.

Det fungerer på den måde, at hvis AT&T har en aftale med eksempelvis Apple om filmstreaming, så vil der på kundens smartphone figurere et ikon, der betyder sponsoreret data, når der streames film fra den pågældende side – og det vil ikke tælle med i kundens dataregnskab.

Hvis kunden derimod bruger en konkurrerende service, der ikke har en aftale med teleudbyderen, så skal der betales.
Ifølge AT&T skal det komme deres kunders økonomi til gode, ligesom det er til fordel for virksomhederne, der har aftaler på plads.

Men sponsoreret data bliver kritiseret fra flere kanter og kaldt markedsforvridende og i strid med netneutraliteten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netneutralitets-gruppen Public Knowledge kritiserer det nye tiltag i skarpe vendinger mener, at sponsoreret data giver teleselskaber magt til at vælge, hvilke services, der skal klare sig godt på internettet.

»Det firma, der forbinder dig til internettet, bør ikke kunne diktere, hvad du bruger internettet til«, siger Michael Weinberg, der er leder af gruppen.

USA har relativt omfattende regler for netneutralitet, men de omfatter ikke i samme grad mobildata, og derfor er det muligt at indføre sponsoreret data.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger