Amerikansk hit-investor er vild med danske .Net-iværksættere

Danske AppHarbour har fået tilsagn om venture kapital fra amerikanske Y Combinator. De tre gutter bag kommer dermed i samme stald som Reddit, Scribd og Dropbox.

Danske AppHarbour, der kort fortalt er en Platform-as-a-service til at hoste .Net websites, har fået vind i sejlene. Amerikanske venturekapitalister fra Y Combinator har set lyset og kastet kapital efter de tre danskere bag ideen.

Y Combinator lever af at investere relativt små beløb i lovende opstartsvirksomheder. Herefter flytter virksomheden til Silicon Valley i tre måneder, hvor Y Combinator arbejder intensivt med at få virksomheden i topform til de store investorer.

AppHarbour kommer i fint selskab hos Y Combinator, der siden 2005 har givet starthjælp til over 200 virksomheder, heriblandt Reddit, Scribd, Dropbox, Justin.tv og Bump.

En af de tre bagmænd, den tidligere mashup-mester fra Ekstra Bladet Michael Friis, er naturligvis glad for udviklingen:

»Y Combinator er en fantastisk chance, fordi vi får adgang til en masse succesfulde founders samt investorer, advokater og vejledere,« skriver Michael Friis i en mail til Version2, hvor han også forklarer, hvordan det hele kom i stand:

»Det, der skete, var, at vi for en måneds tid siden ansøgte om at komme i betragtning til en Y Combinator-investering. Vi lavede en temmelig ufuldstændig ansøgning et par timer inden deadline, men ideen var åbenbart interessant, og vi fik lov til at forbedre ansøgningen,« skriver han.

AppHarbour bruger Git versioneringssystemet til at skubbe kildekode til platformen. Når AppHarbour får kundernes kode, bygger og hoster de sitet på deres platform. Ideen stammer fra de to andre bagmænd Troels Thomsen og Rune Sørensen og er baseret på heroku, som gør præcis det samme for Ruby on rails - og i øvrigt også er en Y Combinator-startup.

Den forbedrede ansøgning var åbenbart noget, som Y Combinator kunne lide:

»Efter noget tid fik vi at vide, at Y Combinator fandt ideen lovende, og at vi var inviteret til interview. Der er seks partnere i Y Combinator, og vi startede med et Skype-interview med en af dem. I lørdags tog vi til San Francisco, og søndag var vi i Silicon Valley til 10 minutters interview med alle seks partnere. Det var ret vildt at flyve til den anden side af kloden og se det hele blive afgjort med et 10 minutters interview,« skriver Michael Friis videre.

Version2's interview med Michael Friis foregår pr. e-mail, da de tre AppHarbour-gutter stadig er i Silicon Valley for at oprette amerikanske selskaber til AppHarbour.

»Vi tog tilbage til San Francisco, og i toget ringede et "unknown" nummer på min telefon. Vi vidste mere eller mindre der, at den var i hus, fordi afslag gives per e-mail. Ganske rigtig var det Paul Graham fra Y Combinator, der fortalte, at de gerne ville investere, og at vi skulle komme ud igen mandag,« skriver Michael Friis på vej tilbage i toget.

AppHarbour er ikke Y Combinators første eventyr med danske iværksættere. I 2005 fik Simon Carstensen således også startkapital til Infogami, der dog siden hen er lukket ned igen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere