Amerikansk forsvarsministerium udskyder AI-projekt: Bekymret over Amazon

Illustration: Master Sgt. Ken Hammond, U.S. Air Force
Kontrakten, der er omkring 67 milliarder kroner værd, skulle efter sigende uddeles i denne måned, men bekymringer om favorisering af Amazon sætter processen på pause.

Det amerikanske forsvarsministerium skal undersøge, om Amazon er blevet favoriseret i forbindelse med et militært AI-projekt, hvor leverandøren skal supplere computerkraft til kunstig intelligens, der skal bruges til krigsførelse. Kontraktens værdi lyder på 67 milliarder kroner.

Det skriver Theverge.com.

Flere store tech-giganter som Google, IBM, Oracle og Microsoft har været i spil til kontrakten, men nu skal den amerikanske forsvarsminister undersøge, om der er sket favorisering, efter at Det Hvide Hus oplyste, at det havde bekymringer over Amazon. I den sammenhæng har USA's præsident, Donald Trump, blandt andet udtrykt bekymring for, at Amazon med kontrakten i hånden vil etablere et »ti år langt DoD Cloud-monopol«.

Ifølge Businessinsider.com har blandt andre vicepræsidenten hos Oracle været med til at kritisere kontraktens forhold for at være skræddersyet på forhånd til Amazon.

Det militære AI-projekt, der går under navnet Joint Enterprise Defense Infrastructure (JEDI), er et kontroversielt projekt, hvor Google blandt andet trak sig ud af ræset om at vinde kontrakten, efter at flere medarbejdere udtrykte et ønske om ikke at levere computerkraft til militære projekter grundet risikoen for, at deres arbejde vil blive brugt i krigsøjemed.

Det vides fortsat ikke, hvad JEDI-projektet konkret skal bruges til.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere