Amerikansk dommer: FBI's massehack på TOR er helt sikkert en ransagning

Der er delte meninger om, hvorvidt det amerikanske forbundspolitis hacking af flere brugere på Tor-netværket kræver en ransagning eller ej.

Sagen, hvor det amerikanske forbundspoliti FBI har massehacket flere besøgende på et børneporno-site skjult på TOR-netværket, har taget en ny drejning. Det kræver en dommerkendelse at installere malware på en computer, mener en dommer i Texas.

FBI har i en periode overtaget sitet og forsøgt at trænge gennem den anonymitet, TOR tilbyder, ved at installere malware på folks computere.

Malwaren har gjort politimyndigheden i stand til blandt andet at se brugernes ip-adresse, hvor formålet naturligvis har været at identificere, hvem der faktisk har besøgt sitet. FBI kalder malwaren for Network Investigative Technique (NIT). I forbindelse med efterforskningen har over tusind computere fået installeret malwaren. Det er sket med afsæt i en enkelt dommerkendelse og altså ikke en individuel kendelse pr. hacket bruger. Den tilgang har, som tidligere omtalt på Version2, har mødt kritik fra flere sider.

Nu fortæller Vice Motherboard, at en føderal dommer i Texas i sidste uge i en kendelse er nået frem til, at malware sendt til en computer for i hemmelighed at udtrække informationer fra den, er en 'ransagning', jævnfør den amerikanske forfatning.

»NIT'et placerede kode på Mr. Torres' computer uden hans tilladelse, hvilket fik den til at sende hans ip-adresse og andre identificerende data til regeringen,« skrev dommer David Alan Exra i fredags i kendelsen om en af NIT-sagerne.

Tidligere har en anden dommer i Virginia afgjort, at det slet ikke er nødvendigt med en kendelse, når det gælder hacking, fordi en tiltalt inficeret med regeringsmalware 'ikke har en rimelig forventning om privatliv på hans computer'.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere