Amerikanerne har nu rettens ord for, at hurtigt internet ikke er en luksusvare

En føderal domstol har nu stået fast, at adgang til højhastighedsinternet er nødvendigt for alle. Det skal ikke betragtes som en luksus, som kontrolleres af myndigheder og udbydere.

Adgang til højhastighedsinternet skal være muligt for alle og kan betegnes som lige så essentielt som at have adgang til en telefon. Det har en føderal domstol i USA tirsdag slået fast, skriver New York Times.

Det skal betragtes som en nødvendighed frem for en luksus at have adgang til hurtigt internet.

Læs også: FCC vedtager netneutralitet

Dommen stadfæster regler vedtaget i februar 2015 af den føderale kommunikationskomite (FCC) omkring netneutralitet, som skal forhindre bredbåndsudbydere i at blokere indhold eller sænke hastigheden på enkelte forbrugeres internet.

Det fik amerikanske internetudbydere som Verizon og AT&T til at tage sagen i retten, hvor dommen nu er faldet ud til fordel for FCC og forbrugerne.

»Efter et årti med debat og juridiske kampe stadfæster afgørelsen i dag kommissionens evne til at håndhæve den stærkest mulige internetbeskyttelse - både for faste og mobile netværk - som vil sikre, at internettet forbliver åbent både nu og i fremtiden,« udtalte formanden for FCC Tom Wheeler efter afgørelsen.

Læs også: Amerikansk netneutralitet angribes fra alle sider

Internetudbydere klar til ny retssag

Udfaldet forhindrer altså internetudbydere i at skabe hurtige og langsomme internettilbud til forbrugere, som er reguleret af pris. Uden regler på området har udbyderne kunnet levere langsomt internet, som eksempelvis fik streams på Netflix eller YouTube til at buffe i en uendelighed eller helt lukke ned, skriver New York Times.

Dermed kunne de give et incitament for kunden til at betale ekstra for hurtigere internet og dermed tjene flere penge.

Læs også: Amerikanske teleselskaber sagsøger FCC for regler om netneutralitet

Internetudbydere som Verizon og AT&T er da også yderst kritiske over for domstolens afgørelse. De kalder den en trussel mod deres forretning og har allerede indstillet sig på at tage sagen i den amerikanske højesteret.

»Vi har hele tiden forventet, at denne sag skulle afgøres af højesteret, og vi ser frem til at deltage i appelsagen,« har vicedirektør i AT&T David McAtee II udtalt ifølge New York Times.

Læs også: Netneutralitet: AT&T får bøde på 656 millioner kroner

Domstolen, som har givet FCC medhold, består af tre dommere, hvoraf de to stemte for forslaget, mens en sidste stemte til fordel for udbyderne.

De to dommere, der stemte for, begrundede i deres afgørelse, at internettet er en essentiel kommunikations- og informationskanal i dag.

»Over de to seneste årtier har indholdet transformeret næsten ethvert aspekt af vores liv, lige fra gennemgribende handlinger som at vælge en leder, at opbygge en karriere og at blive forelsket til mere hverdagsagtige ting såsom at bestille en taxa og se en film,« lyder det i afgørelsen fra de to dommere David Tatel og Sri Srinivasan.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere