AMD vil forsøge at indhente Intels cpu-forspring med Zen og 14 nanometer

AMD er lige nu halvanden generation bagud på fremstillingsteknologi i forhold til Intel. Med den kommende Zen kommer AMD kortvarigt op på siden af Intel.

Chipproducenten AMD har længe kæmpet med at kunne tilbyde mere end blot et lavprisalternativ til Intels processorer på pc-markedet, men er i øjeblikket bagud på især chipfremstillingsteknologi. Det forspring vil AMD nu forsøge at indhente med den nye Zen-generation af processorer, som sendes på markedet sidst på året. Det skriver Infoworld.

Mens Intel har sine egne chipfabrikker og selv udvikler nye fremstillingsteknologier, så valgte AMD i 2009 at skille sine chipfabrikker ud i et selvstændigt selskab. Tanken var, at omkostningerne ved chipfabrikkerne og udvikling af teknologier kunne spredes ud over flere kunder og over længere tid.

I mellemtiden har Intel selv investeret et tocifret milliardbeløb i nye fabrikker og ny teknologi. Derfor kan Intel i øjeblikket fremstille de nyeste processorer ved en 14 nanometer-proces, mens AMD kun har adgang til 32 og 28 nanometer-processer.

Processorer fremstillet ved 14 nanometer

Med Zen kommer AMD til at få processorer fremstillet ved 14 nanometer, som bruger AMD's variant af FinFET til at mindske strømlæk fra transistorerne.

AMD får dermed mulighed for at øge regnekraften i de nye processorer uden at øge energiforbruget tilsvarende.

Intel har på sin side benyttet 14 nanometer et stykke tid og ventes i 2017 at kunne begynde at masseproducere processorer ved den nye 10 nanometer-proces.

Selvom AMD lige nu hævder at kunne forbedre ydelsen i Zen med 40 procent i forhold til de nuværende processorer ifølge Infoworld, så er det ikke sikkert, at det er tilstrækkeligt til at indhente Intel i 2017 i pris og ydelse.

AMD vil derfor formentligt være afhængig af at udnytte sit noget mere betydelige forspring i forhold til Intel på grafikprocessorområdet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer