Rivaliseringen mellem chipgiganten Intel og den noget mindre konkurrent AMD er blusset op igen efter flere års samlet føring til Intel, og det udmøntede sig i, at AMD dagen efter lanceringen af Intels Core i9-processor svarede igen med en ny Ryzen-topmodel.
Den nye Ryzen med kodenavnet 'Threadripper' - for AMD har altid haft en suveræn føring i opgøret om 'mest heavy metal-agtige' kodenavne - får det mere officielle navn Ryzen 9 og er dermed direkte sat op til at være et modsvar på Core i9, som Intel lancerede i forbindelse med Computex-messen i denne ugen.
Ryzen 9-serien vil omfatte en topmodel med 16 fysiske kerner og 32 hardwaretråde. Det er tæt på de op til 18 kerner, Intel har annonceret, at Core i9 vil komme til at omfatte senere på året.
AMD har ikke sat clockfrekvenser eller uddybende specifikationer på Ryzen 9, men ifølge The Inquirer vil Ryzen 9 understøtte op til 64 PCIe Express lanes mod Core i9's op til 32.
Dermed er der lagt op til, at en del af slaget mellem de to processorserier vil foregå på I/O-niveau. AMD's Ryzen 9 vil også understøtte op til to terabyte DDR4-hukommelse med den fodnote, at det kun understøttes under Linux, selvom Windows 10 i princippet også understøtter så store hukommelsesmængder.
Både Intel og AMD har også opgraderet deres chipsæt i forbindelse med de nye processorserier, og hos AMD hedder det nye chipsæt X399, og forskellen er dual og quad channel til hukommelsen, hvor AMD lige nu har fordelen.
Amerikanske PCWorld har bemærket, at den nye Ryzen 9 er en temmelig stor processor, som får en ny sokkel, TR4.
AMD har endnu ikke udspecificeret konkrete priser eller tilgængelighed for Ryzen 9, udover at de første udgaver vil udkomme i løbet af sommeren.