AMD har indgået et nyt, strategisk samarbejde med britiske ARM. Sidstnævnte står bag det processordesign, man finder i den nye Windows RT-udgave.
I første omgang vil det nye samarbejde dreje sig om 64-bit ARM-baserede Opteron-processorer til servere, der forventes lanceret i 2014. Det skriver AMD i en pressemeddelelse oven på en præsentation af samarbejdet mandag i San Francisco.
Det nye samarbejde vil, ifølge AMD, sikre, at firmaet kan levere blandt andet cloud-baserede serverdesigns med lavt energiforbrug, som netop ARM er kendte for. Men AMD’s CEO, Rory Read fortalte ifølge Theregistrer.co.uk ikke noget om, hvorvidt samarbejdet i fremtiden måske også vil betyde strømbesparende AMD/ARM-processorer til eksempelvis tablets eller bærbare.
AMD skrotter dog ikke deres egen x86-baserede processorer til servere , så dermed bliver firmaet, ifølge Rory Read, det første af sin slags, som både leverer ARM,- og x86-baserede processorer til serverløsninger. Rory Read forsikrede desuden også, at AMD’s arbejde med x86-chips til mobile platforme vil fortsætte som altid.
Samarbejdet vil ifølge de to firmaer også højne sikkerhed på de servere, bærbare, tablets og smartphones, som i dag og i fremtiden vil køre på enten ARM-baserede processorer eller AMD's x86 APU.