AMD klar med det skarpeste angreb på Intel Xeon i 10 år

Epyc er AMD’s første troværdige konkurrent til Intel Xeon i flere år. Illustration: AMD
Måske er AMD med nye serverprocessorer på vej tilbage til en stærk position på servermarkedet. En række serverprodukter vil nemlig blive baseret på de nye AMD-processorer.

Efter mange års kamp i den nederste del af processormarkedet har AMD de seneste to år været præget af fornyet optimisme samt vilje og evne til at udfordre de mere lukrative dele af processormarkedet. Selskabets relativt nye Ryzen-processorer til pc’er har desuden fået en positiv modtagelse på markedet.

Epyc

De store muligheder for fortjeneste ligger i markedet for serverprocessorer.

AMD var i begyndelsen af 00’erne meget konkurrencedygtige med sine Opteron-processorer til servere og arbejdsstationer, blandt andet fordi processorerne kunne køre både 32- og 64-bits software med fuld ydelse, og - nogle år senere - fordi de var tidligt ude med at tilbyde to kerner.

Men så fik AMD problemer med teknologien og måtte udsætte lanceringen af nye processorer og procesteknologier flere gange. Det forspring, Intel oparbejdede dengang, har AMD aldrig formået at indhente. Før nu – måske.

Tirsdag denne uge lancerede AMD en helt ny serverprocessor, Epyc 7000-serien. Den er tiltænkt kraftige datacenterservere med én eller to processorsokler.

Processorerne er udstyret med mellem 8 og 32 kerner, som hver især kan køre to parallelle tråde.

Bred støtte

Det står allerede klart, at serverleverandører som HPE, Dell, Asus, Gigabyte, Inventec, Lenovo, Sugon, Supermicro, Tyan og Wistro vil tilbyde serverprodukter baseret på de nye AMD-processorer. Det står også klart, at Microsoft vil tage Epyc-baserede servere i brug i Azure-skyen, mens den kinesiske søgetjenesten Baidu vil begynde at bruge Epyc-servere i sin egen infrastruktur.

Talspersoner for de to selskaber begrunder dette med, at Epyc tilbyder en god kombination af ydelse, energieffektivitet og pris.

HPE var blandt dem, som i går afslørede Epyc-baserede servere.

Målinger af ydelse

Når det gælder ydelsen, så hævder AMD, at Epyc-baserede servere med bare én processor leverer højere ydelse end noget andet mainstream-system med én x86/x64-sokkel i testene SPECint_rate2006 og SPECfp_rate2006. Dette gælder selvfølgelig topversionen af Epyc-processoren, 7601, som benyttes i testsystemerne.

Epyc 7601 skulle også levere et rekordresultat blandt systemer med to processorsokler i SPECint_rate2006-testen, men tilsyneladende ikke i testen SPECfp_rate2006, som AMD ikke har opgivet tal for i pressemeddelelsen. Du kan læse mere om testen her.

Men det er nok fornuftigt at vente på testresultater fra mere neutrale kilder, før man konkluderer noget.

»Epyc-processoren tilbyder kompromisløs ydelse til 1-sokkel-servere, mens den tager ydelsen til 2-sokkel-servere til nye højder og udkonkurrerer konkurrenterne på alle dele af prisen. Vi er stolte over at bringe valgmuligheder og innovation tilbage til datacentrene,« siger Lisa Su, president og CEO i AMD, i en pressemeddelelse.

Zen-baseret

Epyc-processorene er baseret på AMD’s Zen-kerne, som allerede er kendt fra Ryzen-processorerne. Systemerne med to processorer kan udstyres med op til 32 DDR4 hukommelsesmoduler – fordelt på 16 hukommelseskanaler – med tilsammen op til 4 terabyte hukommelse.

Der loves høj I/O-ydelse med 128 PCIe 3-baner. Processorerne siges også at have dedikeret sikkerhedshardware, som skulle reducere angrebsområder og beskytte softwaren både under opstart, mens man arbejder, og når software flyttes rundt mellem forskellige virtuelle maskiner.

Dette gøres blandt andet ved at kryptere data i hovedhukommelsen (RAM) og ved at sørge for kryptografisk isolation fra ikke kun andre virtuelle maskiner og andre brugere, men også fra selve hypervisoren.

Denne artikel strammer fra det norske digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere