AMD klar med ny 16-kerne processor

Den amerikanske processorfabrikant AMD løfter nu sløret for to nye tilføjelser til sin Opteron 6300-serie. Processorerne, der består af henholdsvis 12 og 16 kerner, er henvendt til heftigt virtualiserede professionelle miljøer.

AMD er klar til at sende to nye højtydende processorer på gaden. De to nye skud på stammen kommer med henholdsvis 12 og 16 kerner og indgår i Opteron 6300-serien, der er henvendt til servere og har den fordel, at de er fuldt ud kompatible med andre chips i serien. Det skriver Zdnet.

De to nye processorer er navngivet Opteron 6338P (12 kerner) og 6370P (16 kerner) og henvender sig primært til større server-installationer med store arbejdspres. Processorerne er bygget på Piledriver-arkitekturen og er begge optimeret til at håndtere mange virtuelle maskiner.

Samtidig leverer de nye enheder ifølge firmaet selv også en bedre ydeevne per watt.

»Opteron 6338P og 6370P er server-CPU’er, der er optimeret til at levere større ydeevne per watt i virtualiserede implementeringer i den private sky med mindre strømforbrug og dermed mindre omkostninger til følge,« siger vicepræsident for AMD’s serverforretning Suresh Gopalakrishnan til Zdnet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere