I dag, torsdag, åbner Amazon Web Services (AWS) sit første kontor i Norge. Hovedkontoret vil huse løsningsarkitekter, support og salgsapparat som et svar på det stadigt voksende behov i det norske cloud-marked.
Det norske marked er vigtigt for Amazon. Kundebasen i Norge er vokset støt, siden selskabet lancerede sine cloudtjenester i 2006.
Størst af alle på cloud
Globalt er Amazon Web Services større end alle konkurrenter tilsammen, men i Norge har Microsoft hidtil været størst. 76 procent af norske virksomheder, som befinder sig i skyen, bruger Microsofts Azure-platform.
Det skyldes nok først og fremmest, at Microsoft har investeret massivt i sit norske salgsapparat igennem snart 30 år.
Amazon lægger ikke skjul på, at de er ude på at vende denne tendens, når de nu starter op i Oslo.
»Den klare tilbagemelding har været, at norske kunder ønsker at blive supporteret lokalt. For os er det derfor logisk at åbne et norsk kontor for at tiltrække flere potentielle kunder,« argumenterer Guido Bartels, som er administrerende direktør for AWS’ Norden- og Baltikum–satsning.
Han ønsker ikke at gå i detaljer med, hvor mange medarbejdere den amerikanske gigant har tænkt sig at ansætte ved det norske kontor, men røber, at de primært er ude efter at ansætte folk fra lokalområdet.
»Vi er ikke så optaget af, hvor mange mennesker vi ansætter i Norge – det, mener vi, er en gammeldags tankegang. Det, vi er optaget af, er, hvor mange arbejdspladser AWS skaber, når vi hjælper andre selskaber med at vokse videre,« argumenterer Guido Bartels.
240.000 servere
Amazon er et af verdens største selskaber, og deres AWS–satsning har vist sig at være meget indbringende. I tredje kvartal af 2018 omsatte selskabet for svimlende 100 milliarder kroner.
AWS Stockholm–regionen gik i produktion 12. december sidste år. Et sted mellem 150.000 og 240.000 dataservere indgår i den nye infrastruktur, som er fordelt på tre anlæg i Sverige.
De er koblet til hinanden med mørk fiber og placeret geografisk lidt fra hinanden af hensyn til stabilitet og redundans.
Regionen har fået navnet Europe (Stockholm) med API–kaldenavnet eu–north–1 og er Amazons femte region i Europa. Selskabet mener, at pingtiden til Oslo skal være på 11 millisekunder.
»Store AWS–kunder vil få adgang til teknisk support fra Oslo. Løsningsarkitekternes opgave er at hjælpe kunderne med at bygge gode tjenester i skyen,« siger Guido Bartels.
Vil tage livet af lokale datacentre
»En af vores hypoteser er, at man i Norge har været ganske god til at outsource. Dermed har man fjernet kompetencer inden for IT–drift. Når man nogle år senere vil tænke nyt med cloudservices, så er kompetencen ikke længere til stede,« lød det fra Sophus Slaatta fra revisions– og rådgivningssfirmaet EY til digi.no i januar sidste år.
Amazon vil ændre på denne tendens.
Selskabets klare ambition er, at norske virksomheder skal tænke cloud first i de kommende år.
AWS oplyser i øvrigt til digi.no, at de lever op til alle krav om informationssikkerhed og persondatabeskyttelse.
De mener også - ikke så overraskende - at de norske myndigheder bør kigge på mulighederne med cloudtjenester. Både NSB (de norske statsbaner, red.) og Oljedirektoratet har flyttet dele af virksomheden over på AWS. Amazon–repræsentanterne mener ikke, der er nogle argumenter for, at flere norske offentlige og private virksomheder ikke skulle følge efter.
»Data opbevares lige så sikkert hos os som i hvilket som helst andet norsk datacenter,« siger ansvarlig for selskabets startup– og venture–projekter, Eric Morales.
Hvis it-giganten har planer om at udvide Europa-regionen med et datacenter i Norge, vil de ikke afsløre det endnu, men selskabet lægger ikke skjul på, at de har store ambitioner.
»For at være direkte. Ambitionen for AWS er på lang sigt at alle norske datacentre som ikke har hardware som sin hovedvirksomhed skal lukke,« siger Morales til digi.no.
Artiklen er fra digi.no.
I en oprindelige udgave af denne artikel havde vi fejlagtigt oversat maskinvare til machine learning, hvor det rigtige er hardware. Vi beklager fejlen, red.