Amazons cloud-afdeling AWS vil sponsorere systemsproget Rust. Det skriver mediet SD Times.
Firmaet vil dog ikke gå i detaljer med, hvad det har i tankerne, og hvad det vil medføre.
AWS har besluttet at sponsorere Rust, da mange af dens tjenester nu skrives i sproget, der har sit ophav hos Mozilla, firmaet bag Firefox.
Det gælder Amazons tjenester Lambda, EC2 og S3.
AWS fortæller, at firmaet bruger Rust til compilere, biblioteker, værktøjer, samt afvikling af regressionstest med biblioteket Crater i EC2.
»Vi bruger selv Rust, og er glade for at se, hvordan det udvikler sig, og hvad det bredere samfund bygger med Rust. Vi kan slet ikke vente med at være en endnu større del af Rust-samfundet,« skriver AWS-chef for open source Arun Gupta med flere i et blogindlæg.