Amazon vil flytte exabytes til skyen med data-lastbil

Amazon Web Services data-lastbil Snowmobile blev onsdag præsenteret på it-konferencen Re:Invent.
Amazon Web Services har lanceret Snowmobile: en lastbil, der skal flytte enorme datamængder fra lokale datacentre til skyen.

LAS VEGAS: Overgangen fra en omfattende storage-løsning on-premise til en skytjeneste er for flere og flere virksomheder ikke bare en strategisk diskussion, men også en praktisk udfordring.

For hvordan flytter man egentlig sin data til skyen, hvis datamængderne langt overstiger, hvad der praktisk kan flyttes over selv de bedste internetforbindelser.

Satellitbilleder, filmarkiver eller videnskabelig data kan løbe op i exabytes og dermed tage bogstaveligt talt årtier at uploade med en 10 Gps-forbindelse.

Læs også: VMworld: Fremtidens cloud er hybrid

Amazon Web Services (AWS) lancerede sidste år et bud på en løsning med den såkaldte Snowball - en data-kuffert, der kan rumme 80 TB.

Alligevel var selskabet i tvivl om, hvorvidt der ville være interesse for løsningen, fortæller AWS-chef Andy Jassy ved dette års AWS Re:Invent-konference, der lige nu finder sted i Las Vegas.

»Jeg skældte faktisk holdet lidt ud, fordi jeg troede, vi havde bestilt for mange. Men en uge efter launch måtte vi bestille ti gange så mange,« forklarer han om projektets start.

Logistisk hovedpine

De 80 TB, der kan være i Snowball'en, er dog stadig for lidt for de potentielle sky-kunder, der ligger inde med en exobyte eller mere data. En datamigrering til skyen ville kræve over 10.000 enheder - og sandsynligvis en logistisk hovedpine af dimensioner.

»Da vi startede AWS, var det utænkeligt, at en virksomhed havde en exabyte data,« fortæller Andy Jassy og fortsætter:

»Men vi har faktisk flere kunder med de mængder af data - og flere, der efterspørger en større Snowball. Vi tænkte, at det kommer til at være tricky. Men vores første tanke var: Vi har brug for en større boks.«

Læs også: Amazons sky gør klar til at indtage Danmark: Jeg forstår godt, hvis I er nervøse

Tanken ledte angiveligt til den såkaldte Snowmobile, som AWS præsenterede på konferencen onsdag. Nærmere bestemt en cirka 14 meter lang container med tilhørende lastbil og en samlet data kapacitet på 100 PB. AWS-bossen vil ikke oplyse, hvor mange Snowmobiles selskabet har til rådighed - kun at der er adskillige.

»Vi kører op til dit datacenter, vi fylder den op og flytter dataen til skyen,« forklarer Andy Jassy, der forventer, at relativt få selskaber i fremtiden vil have deres eget datacenter.

Fyldes på 10 dage

Snowmobilen er udstyret med et datakabel, der kan overføre 1 Tb pr. sekund, hvilket kan fylde containeren med data på omkring 10 dage. Data krypteres, og containeren udstyres med GPS og en eskorte, der holder øje med data-konvojen, mens den er på farten.

Virksomheden DigitalGlobe, der arbejder med satellitbilleder, har som en af de første virksomheder taget Snowmobile i brug. Virksomheden har længe været i gang med at overføre et arkiv med 16 års satellitbilleder til AWS, men processen har været særdeles tung og langsommelig, fortæller Jay Littlepage, der er VP for Infrastructure & Operations hos DigitalGlobe.

Læs også: Efter kæmpe-nedbrud og datatab: Nu går Salesforce til AWS

Med en enkelt data-lastbil overfører virksomheden nu 100 PB til skyen, beretter han.

AWS oplyser, at bilen i første omgang er lavet til at flytte data til skyen, men på sigt kan den bruges til at flytte data ud af skyen - f.eks. for at oprette en disaster recovery-løsning.

Version2 er inviteret til AWS Re:Invent af AWS.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (4)

Cristian Ambæk

Konceptet "skyen" elsker jeg, et fluffy hvidt object som vi ser på afstand hver dag, ganske "ufarligt".

Men hvorfor er det der ikke skrives at "firmaer overføre data til Amazon's datacentere" som jo er "skyen". "Skyen" kan skydes efter hr og fru danmark.

Det kunne også være interessant at vide hvorfor disse firmaer ligger deres data hos Amazon. Er de selv løber tør for plads, bruger de amazon som long term storage, backup / andet?

Hvad koster disse 80TB og 1exobyte løsninger?

er det et privat sikkerhedsfirma der eskotere disse lastbiler med data?

Patrick Moog

Det kunne også være interessant at vide hvorfor disse firmaer ligger deres data hos Amazon.


Pris
Du skal ikke selv ansætte infrastruktur eksperter.
Du skal ikke selv vedligeholde hardware.
Du kan skalere med det samme og ikke vente 2 uger på hardwarelevering.
I mange tilfælde skal du ikke selv update software.
Du har din data et sted hvor du kan følge gennemtestede "best practices" istedet for "hjemmebryg"
Software til management og overvågning.

Så kan du fokusere på dine satellit billeder istedet :)

Hvad koster disse 80TB og 1exobyte løsninger?


Kommer rigtig meget an på hvad du skal med data.
Hvis det bare skal ligge "stille" så er der Glacier og S3, skal du arbejde med det er det nok RedShift

Anders Majland

Andrew S. Tanenbaum:"Never underestimate the bandwidth of a station wagon full of tapes hurtling down the highway."

Husker nu at det i hans bog fra 90'erne var blevet til "Never underestimate the bandwidth of a truck full of floppy discs" :-)

Kun mediet skifter med tiderne :-)

Ditlev Petersen

Engang på Kommunedata i Skejby fik man lavet en "distribueret opdatering af et lokalt personregister" i Det Grønne System. Dvs. det hele kørte i Skejby, mere distribueret var det ikke. En enkelt person havde godt nok advaret mod modellen, for når GS blev flyttet til København, ville den daglige opdatering nok tage mindst 30 timer. Han blev sat på plads, det havde han ingen forstand på!
Da skidtet faktisk blev flyttet til KKE, tog den "daglige" opdatering ganske rigtigt 36 timer.
Så var det, at han foreslog at køre det ud på et magnetbånd. Så skulle han nok cykle til København med det.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer