Amazon skriver zombie-angreb ind i serviceaftale

It-giganten tager højde for en potentiel zombie-epidemi i den seneste udgave af serviceaftalen for AWS.

Er dit datacenter forberedt på et zombie-angreb, spurgte Version2-journalist Jesper Stein Sandal, da han i et blogindlæg sidste år med vanlig tæft satte fokus på oversete bekymringer for it-chefen.

Nu har it-giganten Amazon taget konsekvensen af risikoen for en altomfattende zombie-epidemi. I hvert fald er muligheden blevet indskrevet i den seneste opdatering i serviceaftalen for Amazon Web Services - eller blot AWS.

Læs også: Fem vilde scenarier: Er dit datacenter sikret mod lava/zombier/Magneto?

Amazon nævner som sådan ikke zombier. Men sci-fi-fans med hang til dystopiske fremtidsscenarier vil ikke være i tvivl om, hvad der hentydes til i den nye udgave af serviceaftalen:

‘En vidt udbredt viral infektion overført via bid eller kontakt med kropsvæsker, der får menneskelige lig til at genoplive og efterstræbe indtag af menneskeligt kød, blod, hjerne og nervevæv, og sandsynligvis vil resultere i organiserede civilisationers forfald,’ lyder det i aftalens punkt 57.10.

Læs også: Amazon frigiver spilmotor til gratis brug

Punktet beskriver begrænsninger for, hvornår man må anvende Amazons nyligt udgivne spilmotor Lumberyard. Spilplatformen skal ikke anvendes i livskritiske funktioner som i hospitaler, atomkraftværker og krigsførsel, fastslår Amazon. Restriktionerne vil dog graciøst blive sat ud af kraft, hvis en zombie-epidemi som beskrevet ovenfor bekræftes af de amerikanske sundhedsmyndigeheder.

Forbeholdet for eventuelle zombie-epidemier har altså ikke til formål, at give Amazon rygdække, hvis AWS går ned som følge af en invasion af levende døde.

Følg forløbet

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen