Amazon på vej med Microsoft-servere i skyen

Amazons cloud computing-tjeneste EC2 kan snart tilbyde en fuld vifte af server-systemer. Firmaet er i øjeblikket ved at beta-teste Windows og SQL Server på platformen. Der bliver fuld adgang senere dette efterår.

Amazon vil ganske snart kunne tilbyde Windows i skyen. Tjenesten Amazon Elastic Compute Cloud (EC2), som indtil nu har tilbudt en række forskellige Unix-systemer som platform for cloud computing på Amazons servere, vil i dette efterår kunne levere Windows Server og Microsoft-databasen SQL Server.

Indtil videre har Amazons EC2-tjeneste bygget på Linux ved hjælp af virtualiseringsteknologien Xen og senest kom OpenSolaris, som er open source-udgaven af Suns styresystem Solaris, med i pakken.

Ifølge Amazon har muligheden for at anvende Windows i EC2 været én af de mest efterspurgte funktioner blandt kunderne. Amazon mener, at tjenesten er ideel til websites, som bygger på ASP.Net-teknolog samt højtydende klyngesystemer.

Microsoft-iagttageren Mary Jo Foley mener, at der er tale om et forsøg fra Amazons side på at imødegå truslen fra Microsofts annoncerede cloud-styresystem, som Microsoft vil løfte sløret for senere på måneden, på udviklerkonferencen PDC.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere