Amazon erhverver patent, der skal forhindre kunder i fysiske butikker i at tjekke online-priser
Netgiganten Amazon har netop taget patent på noget, den kalder 'Physical Store Online Shopping Control.' I al sin enkelhed er der tale om en software, der lægges ned over en butiks wifi, og som sørger for, at netværket ikke vil tilgå URL'er tilhørende konkurrenten eller søge efter butikkens varer på nettet for at se, om det kan findes billigere et andet sted.
I patentet beskriver Amazon ifølge theverge.com, hvordan teknologien - ud over at kunne blokere diverse sites - kan bruges til at sende kunden tilbud fra Amazons egne butikker, alt efter hvad kunden søger på over butikkens wifi.
Der er tale om en totalløsning, der også kan triangulere kundens position og finde ud af, hvor vedkommende befinder sig. Butiksejeren kan så sende en medarbejder hen til den handlende, måske endda medbringende den pågældende vare, som kunden har søgt på.
Som det umiddelbart fremgår af patentet, kræver det, at butikken har kontrol over dataforbindelsen, så man kan omgå softwaren ved blot at bruge sine mobile data i stedet. Patentet blev oprindeligt søgt tilbage i 2012.
