Amazon-chip skal gøre op med svage processorer i wifi-routere og hjemmeelektronik

Amazon Echo er et bud fra Amazon på en enhed, der kan styre hjemmet ved hjælp af talegenkendelse. Denne udgave anvender dog ikke Amazons Alpine-platform.
Amazons Alpine chip understøtter virtualisering og flere af de stabilitetsfunktioner, som normalt kun ses i serverprocessorer.

Det skal være lettere at opdatere en wifi-router eller NAS-boks til hjemmebrug med ny software og nye funktioner, mener Amazon, som nu har frigivet et udviklerkit til Alpine-chippen, som er udviklet af israelske Annapurna Labs, som Amazon købte i 2015 for anslået 2,4 milliarder kroner.

Alpine er ARM-baseret, men tilføjer en række funktioner som eksempelvis ECC til sikring mod visse hukommelsesfejl og hardwareunderstøttelse af flere open source virtualiserings-hypervisorer.

Samtidig understøtter den netværk på op til 10 gigabit/s, og tanken er, at Alpine skal bruges i centralt netværksudstyr til private forbrugere, som i stigende grad har brug for mere avanceret netværk i takt med, at de anvender flere enheder og flere netværksafhængige tjenester, skriver Amazon i en pressemeddelelse.

Streaming-boks Fire TV og den personlige assistent Amazon Echo fra Amazon

Amazon har selv lanceret en række enheder til hjemmet i løbet af det seneste års tid som eksempelvis streaming-boksen Fire TV og den personlige assistent Amazon Echo, som er en hardwareenhed, der kan udfylde samme rolle som eksempelvis Siri, Cortana og Google Now, men med fokus på at kunne levere indhold såsom musik.

For Amazon er chipteknologi ikke det primære forretningsområde, men selskabet satser på streaming med Amazon Prime TV, ligesom cloud-selskabet Amazon Web Services i høj grad også lever af, at kunderne kan bygge cloud-tjenester, som slutbrugerne vil kunne tilgå via enheder, der kan drives af Alpine-chippen.

Læs også: Amazons kæmpe cloud- og datacenter-biz æder sig ind på Norden - nu i Finland

Ifølge Amazon ligger styrken i Alpine i at have mere generisk regnekraft, end man typisk finder i de chips, der sidder i netværksenheder som routere i dag. Det spænder ifølge Amazon ben for at udbygge enhederne med nye funktioner, som ikke har dedikeret hardwareunderstøttelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (1)

Jakob Damkjær

Sammenlign chippen i echo med AppleTV og roku boksene ikke med den i en router...

Ja der skal være beskyttelse i netværket og i enhederne men latterligt at sammenligne chippen en dims der skal ha evnen til at decode full HD med en der skal ha evnen til at shunte netværks pakker sikkert... For hvis netværksrouteren havde den regnekraft ville det være absurd overkill og ubrugt 100% af tiden for routeren vil aldrig ha behov for at decode den type indhold...

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer