Alvorlig kritik: Kommune offentliggjorde børns diagnoser på sin hjemmeside

Illustration: teguhjatipras/Bigstock
Kommunale medarbejdere i Randers Kommune har ved en fejl offentliggjort høringssvar med oplysninger om blandt andet børns diagnoser og adressebeskyttelse. Det udløser alvorlig kritik fra Datatilsynet.

Kommunale høringssvar fra Randers Kommune med oplysninger om blandt andet borgeres beskyttede adresser samt børns trivsel, diagnoser og tilknytning til specialskoler har ligget frit tilgængelige på kommunens hjemmeside.

Det fremgår af en ny afgørelse fra Datatilsynet, hvor tilsynet udtaler alvorlig kritik af Randers Kommune.

I alt blev 15 høringssvar med personoplysninger fejlagtigt offentliggjort af Randers Kommune i oktober 2019, og ifølge afgørelsen indeholdt 11 af dem data om familier med børn på specialskole. I fire af høringssvarene fremgik oplysninger om personer med navne- og adressebeskyttelse.

Ifølge Randers Kommune har man en procedure på plads, hvor medarbejdere ad tre omgange bliver gjort opmærksom på, at et høringssvar ikke må indeholde personoplysninger, inden det bliver indsendt. Men alligevel er det altså gået galt 15 gange.

»I forlængelse heraf har Randers Kommune oplyst, at årsagen til hændelsen var, at en række af kommunens medarbejdere – i forbindelse med gennemlæsning af høringssvarene – ikke var opmærksomme på, hvilke personoplysninger der ikke måtte fremgå i høringssvarene,« skriver Datatilsynet.

Læs også: Kommune opfordrede forældre til at indsende børns psykiske diagnoser via usikker mail

Oplysningerne frit fremme på kommunens hjemmeside fra 17 til 18 oktober 2019, og ifølge afgørelsen fra Datatilsynet mener Randers Kommune ikke, at det er muligt at præcisere, hvor mange uvedkommende, der har tilgået oplysningerne.

»Kommunen har i forbindelse hermed oplyst, at det vil være muligt for kommunen at præcisere, hvor mange der har besøgt siden med de pågældende oplysninger, men at det ikke vil være muligt at præcisere, om de besøgende har set de pågældende oplysninger.«

Læs også: Randers Kommune sender CPR-numre i snesevis til tilfældig mand: Blev advaret om mail-problemer flere gange

Randers Kommune får desuden kritik for, at man ventede omkring to uger med at anmelde hændelsen til Datatilsynet - den juridiske frist hedder 72 timer.

»Efter en gennemgang af sagen finder Datatilsynet, at der er grundlag for at udtale alvorlig kritik af, at Randers Kommunes behandling af personoplysninger ikke er sket i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 32, stk. 1, artikel 33, stk. 1 og artikel 34, stk. 1-2.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Ditlev Petersen

»I forlængelse heraf har Randers Kommune oplyst, at årsagen til hændelsen var, at en række af kommunens medarbejdere – i forbindelse med gennemlæsning af høringssvarene – ikke var opmærksomme på, hvilke personoplysninger der ikke måtte fremgå i høringssvarene,« skriver Datatilsynet.

Bliver man ikke introduceret til sit arbejde i Randers? Får man bare et password, og så går man igang? Der må da være en eller anden form for ledelse, der ikke har passet sit ansvar med at fortælle folk, hvad der forventes af dem.

  • 19
  • 0
#3 Louise Klint

Ja, det vil jeg også sige. Man harmes hver gang.

(Tænk, hvis det var din egen familie og jeres private anliggender, der var udstillet på den vis).

Efter sagsbehandlingstiden, på et halvt år, får forvaltningen ”alvorlig kritik”, skrevet med fed (!) og det er det. Ikke just afskrækkende. Så kan man gøre det igen en anden gang.

Så hvorfor skal man egentlig strenge sig an og gøre sig umage, som Ditlev Petersen så rigtigt er inde på øverst ^^? Det er jo ikke engang umagen værd.

Som borger er man til grin med disse proformarettigheder.

  • 11
  • 0
#4 Kenneth Raarup Dornhoff

Mon ikke der kommer noget mere fra Datatilsynet? Jeg håber sandelig ikke, at de bare lader den ligge der. At de udtaler "alvorlig kritik" er jo for så vidt fint for nuværende, men det behøver ikke afholde dem fra at lade sagen køre videre og finde bødeblokken frem.

  • 7
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere