Alvorlig kritik af Civilstyrelsen: Videregav barns persondata i skadesag
Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af Civilstyrelsen, efter at styrelsen i en såkaldt regressag videregav unødvendige oplysninger om skadelidte til skadevolder. I en regressag betaler staten erstatning til skadelidte på vegne af skadevolder.
Det skriver Datatilsynet i en afgørelse.
I forbindelse med sagen anmodede skadevolder om dokumentation for sagen, hvorpå Civilstyrelsen udleverede 68 sider. Af dem fremgik der blandt andet oplysninger om skadelidtes nye skole, hendes familie, hendes samtaler med psykolog og den retsmedicinske undersøgelse af hende.
Datatilsynet vurderer, at flere af de oplysninger, der blev videregivet, ikke var nødvendige for, at skadevolder kunne forholde sig til erstatningskravet, herunder oplysninger om skadelidtes familie og hendes nye skole.
Civilstyrelsen har efterfølgende oplyst, at man har ændret retningslinjer for behandling en skadevolders anmodning om udlevering af dokumentation for statens regreskrav mod vedkommende.
