Alletiders bedste software: Stem på din favorit

Sammen med vores læsere er Version2.dk nået frem til de ti finalister, som læserne nu kan stemme på som det bedste software nogensinde.

Version2.dk har sat sig for sammen med vores læsere at finde frem til, hvad læserne mener, er alletiders bedste software, som opfylder ét eller flere af følgende kriterier:

Softwaren har spillet eller spiller stadig en central rolle i it-udviklingen.
Softwaren har forandret verden.
Softwaren har været eller er stadig et uundværligt værktøj.
Softwaren har demonstreret, hvad computere er i stand til.

Efter at have kørt de mange nomineringer fra vores læsere gennem et par slægtninge til flere af de stykker software, der er nomineret, er vi nu klar med den endelig liste.

Listen indeholder i alfabetisk rækkefølge de ti programmer, som flest læsere har nomineret i debatindlæg og pr. e-mail.

Der er selvfølgelig mange fremragende programmer fra de sidste 50 år, som ikke er nået med på listen, ligesom der er programmer på listen, som mange måske ikke selv har stiftet bekendtskab med. Derfor er det nok på sin plads med en lille præsentation af hver af de ti finalister.

Algol (programmering)

ALGOL ses som forfaderen til de første egentlige programmeringssprog og har i mange år været et forbillede, som er blevet brugt til uddannelse af dataloger over hele verden. Sproget har også et væsentligt dansk islæt i kraft af Peter Naur, som havde en vigtig hånd med i skabelsen af ALGOL 60, der blev grundlaget for de senere forgreninger af ALGOL.

Luminary (Apollo-missionerne)

Apollo-missionerne til Månen blev hjulpet på vej af en lille navigationscomputer, som blev styret af software kaldet Luminary udviklet for NASA af forskere hos MIT. Navigationscomputeren var afgørende for at sikre både en sikker landing på Månen og en sikker hjemvenden til Jorden.

Mosaic (webbrowser)

Mosaic var den første rigtige webbrowser, som kunne vise World Wide Web. Browseren blev hurtigt afløst af Netscape, som siden måtte vige pladsen for Internet Explorer i browserkrigen, men ingen af de to kan tage æren fra Mosaic. Mosaic gjorde pludselig WWW spændende, fordi det var muligt at indsætte billeder og formattere teksten.

Oracle (database)

Forskerne på Berkeley og IBM havde lagt grundstenen for den relationelle database, men det var et lille Silicon Valley-firma, der tog skridtet videre og byggede et softwareimperium på dets version af databasen. Siden da har Oracle været målestokken for alle øvrige databaser.

Pong (spil)

Pong var det første computerspil, som for alvor slog i gennem. Spillet var skabt af Atari, som gennem 1970'erne og 1980'erne blev synonym med computerspil. Med sit enkle koncept og muligheden for at spille mod hinanden blev Pong et hit, som banede vejen for spilkonsoller i hvert andet hjem, og spillet bliver stadig kopieret på nye platforme den dag i dag.

Sendmail (e-mail)

Mange læsere har nomineret e-mailen som det bedste software nogensinde, men det er Sendmail, der får pladsen blandt de ti finalister. Sendmail var den software, som i mange år udgjorde hele rygraden i e-mailsystemet på godt og ondt. Trods programmets mangler kommer vi dog ikke udenom, at Sendmail og e-mailen har ændret måden, vi kommunikerer på i dag.

Unix (styresystem)

UNIX udsprang af et projekt hos udviklingsafdelingen hos det amerikanske telefonselskab AT&T og blev i løbet af 1970'erne til de facto styresystemet på mange større computersystemer. Mens de fleste øvrige styresystemer fra den tid for længst er sendt på museum, så lever Unix lystigt videre. Det sker ikke mindst i form af de mange Unix-lignende styresystemer som Linux og BSD, men de originale Unix-varianter lever også i bedste velgående.

VisiCalc (regneark)

VisiCalc var det første kommercielle regneark. Regnearket var for mange en øjenåbner for, hvad en personlig computer kunne bruges til, hvis man ikke var til at skrive lange programmer i BASIC. VisiCalc fulgte den nu klassiske opskrift med rækker, kolonner og formler, som siden Lotus 1-2-3 og Excel har sørget for at give alverdens bogholdere ind med modermælken.

Windows (styresystem)

Hvis vi ser bort fra de to første versioner af Microsofts grafiske brugerflade til MS-DOS, så er det svært at komme uden om Windows i de sidste 20 års it-historie. Det har været med til at forme udviklingen af måden, vi bruger pc'en på både på arbejdet og derhjemme på både godt og ondt. Det er ikke sket uden sværdslag, men når vi skuer tilbage, så er der ingen tvivl om, at Windows har spillet en central rolle, og stadig gør det, i it-udviklingen.

WordPerfect (tekstbehandling)

WordPerfect kan ikke prale af at have været det første tekstbehandlingsprogram nogensinde, men den blå baggrund i WordPerfect 5.1 og muligheden for at få vist udskriftsformatteringen på skærmen vækker stadig nostalgiske følelser hos mange pc-brugere. WordPerfect gjorde pc'en brugbar for dem, der ikke var til regneark og for tidligt på den til e-mail og World Wide Web.

Din mening: Hvilket stykke software, synes du, er det bedste - deltag i Version2.dks barometer til venstre på denne side.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jens Jakob Andersen

Nu var der jo masser af SW på de maskiner, der var også operativ-systemer :-) - så de fortjener klart en kategori - også selvom det er mange år siden.

En anden ting der mangler - httpd - den første og simple web-server - som skabte basis for www.

Hvad med tcp/ip protokollens første implementeringer - endnu et stykke sw som var med til at skabe internet-revolutionen?

Hvad med mobil-os'er som Symbian osv - grundlaget for den næste store bølge?

Og hvad med de gode store danske, hvor er Dantekst, DSI, Supermax-Unix osv?

  • 0
  • 0
Peter Makholm Blogger

Jeg er helt enig i at de små hjemmemaskiner har haft stor betydning for IT-udviklingen og selvfølgelig har der været en eller anden form for software på dem. Men har denne software i sig selv haft dn store betydning?

Den oprindelige htp-server mener jeg ikke kvalificere. HTTP var simpelthen ikke banebrydende, revolutionen skete på klientsiden og der er Mosaic en god repræsentant.

Skal vi fremhæve netværkslaget af internettet, så tror jeg lige så vel at jeg vil fremhæve Socket API'et, men Unix er allerede nævnt.

At hædre grundlaget for "den næste store bølge" det tror jeg helst jeg vil overlade til vi ved hvordan den næste store bølge har påvirket IT-landskabet i længden. Der er gode ting iblandt, men ikke noget jeg allerede nu vil sige vil have ystet IT-landskabet i sin grundvolde eller har påvirket IT i årtier.

"De gode store danske" var måske gode og danske, men har de haft nogen selvstændig betydning der bare kan måle sig med de andre deltagere? Bragte Supermax-Unix noget nyt med sig der bare tilnærmelsesvis gennemsyrer IT så meget som resten af Unix har gjort?

  • 0
  • 0
Peter Makholm Blogger

hvordan sprang windoze pludselig fra 6% til 40% ??

Jeg synes nu hele tiden at Microsoft Windows har ligget med to-cifret procenttal, men den sprang tilsyneladende fra omkring 13% i aftes med lidt over 1000 afgivne stemmer, til omkring 40% i morgens med lidt over 1500 afgivne stemmer. (Hvis jeg ellers husker ret).

Det passer vist, hvis man regner lidt på det...

  • 0
  • 0
Jan Keller Catalan

den sprang tilsyneladende fra omkring 13% i aftes med lidt over 1000 afgivne stemmer, til omkring 40% i morgens med lidt over 1500 afgivne stemmer.

Vi ser på det. Det er langt fra en videnskabelig analyse og vi har fra Version2's side prioriteret tilgængelighed frem for præcision i afstemningerne, så derfor er den absolut ikke skudsikker mht. misbrug.

Desværre er der jo altid nogen, som vil prøve at udnytte systemet og sætte folk som mig på arbejde med at rydde op bagefter.

Og så lige op til weekenden. De skulle skamme sig, skulle de!

VH

Jan Keller Pedersen
Projektleder, Version2

  • 0
  • 0
Mads Sørensen

Hvis sådan noget klyt som WordPerfect kan komme på listen, forstår jeg intet af at TeX ikke er der!

Det er jo et uundværligt værktøj for enhver, der tager typografi blot en smule seriøst! Desuden bruges det af langt de fleste artikelskrivere inden for det naturvidenskabelige felt.

(Og så er der, så vidt vides, ikke en eneste fejl i kernen.)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere