Siden de første forummer dukkede op på internettet og andre onlinemiljøer, har der været brugere, som har spoleret fornøjelsen for andre for deres egen fornøjelses skyld. Men disse 'trolls' har nu fået en ny modstander, skriver MIT Technology Review.
En gruppe forskere fra Stanford University har nemlig udviklet et sæt maskinlæringsalgoritmer, der automatisk kan identificere den adfærd, der kendetegner en troll.
Algoritmerne er ifølge forskerne så præcise, at de kan opdage en troll ud fra blot 10 indlæg i en debat. Forskerne har oplært og testet algoritmerne på debatter hos en række store amerikanske websteder som eksempelvis CNN.com og IGN.com.
Algoritmerne har analyseret indholdet af indlæg fra i alt 10.000 brugere, der er blevet sat i karantæne af debatmoderatorerne på siderne, og ud fra dette datagrundlag har algoritmerne altså lært at opdage debatsabotørerne.
Forskellen mellem trolls og de øvrige debattører er angiveligt tydelig for algoritmerne, og forskerne håber derfor, at det kan hjælpe moderatorer med hurtigt at opdage nye trolls og forhindre dem i at sabotere debatten.