Algoritmen får sparket: Instagram vil ændre på brugeres feed efter kritik
I går aftes blev Instagrams øverste leder, Adam Mosseri, afhørt i Senatet i USA. Her blev han bedt om at forsvare Instagrams potentielt skadelige effekter på sine brugere, særligt teenagepiger, og forklare, hvordan firmaet vil ændre sin platform.
Ét af de konkrete tiltag, Adam Mosseri nævnte under høringen, var, at Instagram har planer om at bringe en version af sit feed tilbage, der skal gøre det muligt for brugeren at sortere indholdet kronologisk, frem for at indholdet bestemmes af en bagvedliggende algoritme. En algoritme, der er blevet beskyldt for at skubbe brugere ned i skadelige ‘kaninhuller’.
Ifølge Adam Mosseri har Instagram arbejdet på denne funktion i flere måneder og har planlagt at lancere den i første kvartal af næste år - han kunne dog ikke give et præcist tidspunkt.
Den demokratiske senator Richard Blumenthal, der er én af to senatorer, der stod for afhøringen, var ikke imponeret over Adam Mosseri og Instagrams foreslåede løsningsforslag.
»Lovgivning er på vej. Vi kan ikke længere stole på, at firmaer som Instagram regulerer sig selv,« sagde han under høringen.
Årsagen til proceduren er afsløringen af en række interne dokumenter fra moderselskabet Meta, tidligere Facebook, der belyser, hvordan Instagram kan have skadelige effekter på unge brugeres mentale helbred og adfærd.
Det skabte enorm opmærksomhed, og nu er en underkomite om forbrugerbeskyttelse, produkt- og datasikkerhed fra det amerikanske senat i gang med at afhøre personer fra Meta. I går nåede turen altså til den højest rangerede hos Instagram, Adam Mosseri.
Se her et udpluk fra afhøringen, hvor Adam Mosseri svarer igen på, at Instagram er afhængighedsskabende. Videoen er fra Wall Street Journal.
En brancheorganisation skal sætte standarden for sociale platforme
Richard Blumenthal indledte afhøringen med at referere til de lækkede dokumenter og undersøgelser, der viser, at Instagram er afhængighedsskabende og har skadelige bivirkninger på unge brugere.
I respons til det pointerede Adam Mosseri, at Instagram spiller en positiv rolle i mange teenageres liv.
»Med al respekt mener jeg ikke, at researchen indikerer, at vores produkter er afhængighedsskabende,« sagde han og tilføjede, at research viser, at Instagram i 11 ud af 12 tilfælde af svære problemer, teenagere står overfor, hjælper dem mere end det skader.
Han understregede også, at han som leder af Instagram har ansvaret og vil gøre alt i sin magt for at sikre platformens brugeres sikkerhed og gode helbred.
Adam Mosseri var dog også hurtig til at reflektere skylden for unge brugeres negative mentale helbred over på andre sociale platforme. Han henviste til en undersøgelse, der viser, at TikTok og YouTube havde flere unge brugere i oktober måned, end Instagram havde.
Han argumenterede for, at det er et problem i branchen og ikke udelukkende Instagram. Han foreslog, at der oprettes en brancheorganisation, der kan sætte standarden for de tre, i Adam Mosseris optik, vigtigste udfordringer med hensyn til brugernes sikkerhed: Verificering af brugerens alder, opbygning af alder-relevante brugeroplevelser og muligheden for forældrekontrol.
Forslaget er mere specifikt end tidligere forslag fra Facebook, og han lagde vægt på, at det skulle være en instans med tyngde. Samtidig fremhævede han også funktioner, der allerede er blevet introduceret af Instagram med henblik på at forbedre brugernes velbefindende - blandt andet en funktion, der nudger folk til at tage en pause, når de scroller ud i det uendelige.
Lovgiverne kræver mere handling
Senatorerne lod sig dog ikke affinde med Adam Mosseris forklaringer og fastholdt deres spørgsmål. Ved tidligere høringer har repræsentanter for tech-industrien kunnet slippe afsted med at give nogle.. Lette svar. Det er bedst eksemplificeret ved Mark Zuckerbergs, chef for Meta, dengang Facebook, afhøring for Kongressen i 2018. Her stillede senatorerne spørgsmål om Facebook og internettet generelt, der udstillede deres uvidenhed udi internettet.
Det var dog ikke tilfældet ved gårsdagens afhøring, og Richard Blumenthal var ikke imponeret over Adam Mosseris forklaringer og forslag. Han sagde blandt andet, at »det kommer ikke til at være en brancheorganisation, der sætter standarderne. Det bliver Kongressen.«
Generelt var politikerne trætte af de sociale mediers snak om tillid og sagde, at tilliden til firmaerne var opbrugt.
»Det er nu fjerde gang i de sidste to år, at vi har snakket med nogen fra Meta. Samtalen bliver ved med at gentage sig selv ad nauseum. Intet ændrer sig - intet,« sagde den republikanske senator Marsha Blackburn, den anden senator ansvarlig for afhøringen, og tilføjede, at hun var »en smule frustreret.«
Richard Blumenthal kaldte de forslag, Adam Mosseri og Instagram havde præsenteret under høringen, for »babyskridt«.
»Et nudge, en pause, kommer ikke til at redde børn fra den afhængighedsskabende effekt, jeres platform har,« sagde den demokratiske senator med henvisning til Instagrams nyligt lancerede funktion, der skal forhindre evindelig scrolling.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.