Supermarkedskæden Aldi solgte angiveligt computere med virus, da de i sidste uge havde slagtilbud på bærbare computere.
En Version2-læser købte computeren og efter en scanning af systemet kunne han konstatere, at Aldi-pc'en var inficeret med Stoned Angelina.
Stoned Angelina er en såkaldt MBR-virus, der angriber bootsektoren på harddisken.
Fejlen i den bærbare er ikke kun fundet hos den dansk Version2-læser - også Aldi-kunder i Tyskland har scannet deres nyindkøbte computer og fundet den famøse virus.
Det fremgår blandt andet af debatten hos den tyske Pcwelt, hvor en bruger er bekymret over at have fundet Angelina på sin nye bærbare.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aldis danske kontor, men hverken på Aldis danske eller tyske hjemmeside oplyser Aldi om det mulige problem.
Angelina er fundet med det medfølgende antivirusprogram fra Bullguard, og den danske Version2-læser oplyser endvidere, at han afinstallerede Bullguard til fordel for en betalt version af AVG, der også nåede frem til samme virus-resultat.
Det får CTO it-sikkerhedsfirmaet Secunia Thomas Kristensen til at se alvorligt på sagen.
»Når begge programmer finder fejlen, så er der helt sikkert noget om snakken, for de bruger forskellige engines. Det er noget, vi ser en gang imellem, hvor der allerede er virus på fra starten, og det er da unægtelig lidt flovt, at det program, der følger med maskinen, oven i købet finder den pågældende virus, men det er et godt eksempel på, at man altid bør skanne sin computer fra starten,« siger han.