Aldi vil investere it-systemer, der kan give et langt bedre overblik over, hvor mange varer de sælger, hvor effektive kampagner er, og en lang række andre parametre, der for tiden er uoverskuelige.
Det betyder, at Aldi dropper et økonomisysten, kæden selv har udviklet, og i stedet investerer i SAP Retail, der allerede bruges af Dansk Supermarked, og både Coop og Lidl er også på vej med en investering i samme system, skriver Børsen.
Den internationale kæde bruger allerede SAP Retail i sine tyske butikker, men nu er Aldi altså klar til at lave en it-investering i Danmark.
»Skal du drive en forretning i et marked med så små marginaler, så er du nødt til at have styr på dine nøgletal. Det får vi nu, og dermed bliver det også nemmere at motivere butikscheferne, fordi vi får data, som vi ikke har haft indtil nu,« siger Finn Tang, topchef i Aldi.
Det forbedrede overblik skal sørge for, at der bliver mere præcise bestillinger, så der både er mindre økonomisk tab, men samtidig mindre madspild.
SAP Retail vil hjælpe så meget på overblikket, at det skulle blive muligt at følge kundernes indkøbsmønstre i alle Aldis 189 danske butikker.