Aktindsigt: 1,9 mio. kr. for konsulentbistand til 'simpel' business case til Sundhedsplatformen

29. maj 2017 kl. 05:068
Aktindsigt: 1,9 mio. kr. for konsulentbistand til 'simpel' business case til Sundhedsplatformen
Illustration: Rigshospitalet.
Konsulenthuset Oleto står bag de kritiserede kortlægninger af kliniske processer samt business case for Sundhedsplatformen.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Region H har betalt 1,9 millioner kroner for at få to it-konsulenter hos firmaet Oleto til at bistå med udarbejdelse af en business case til Sundhedsplatformen.

Det viser en aktindsigt, som Version2 har fået adgang til.

Business case-arbejdet omfatter ifølge aktindsigten konsulentydelse vedrørende udvikling af metoder til evaluering af gevinster samt en business case for Sundhedsplatformen.

Af Oletos hjemmeside har det fremgået, at Region H 'havde brug for hjælp til at identificere, kvantificere og opsamle de væsentligste omkostninger og gevinster ved investeringen og til at omdanne dette til en business case'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

'I løbet af en indsats på 12 måneder har Oleto Associates leveret tre analyser, der har resulteret i en endelig business case til den nye sundhedsplatform.'

I forhold til den faglige indsats så fremgik det af hjemmesiden, at 'gennemsigtigheden af ​​klientens kliniske og administrative processer blev forbedret betydeligt ved at kortlægge disse', og at man har 'identificere kritiske processer, der var mest påvirket af den nye sundhedsplatform'.

Kundecasebeskrivelsen er for nylig fjernet.

Ifølge en skrivelse fra Oleto til Region H, har Region H understreget, at 'der skal tages højde for allerede indsamlet data', og 'at der er behov for en mere konsistent metode på gevinstsiden, som er koordineret med arbejdet på leverandørevaluering og standardisering.' Link til brev (PDF)

Artiklen fortsætter efter annoncen

De to seneste oplysninger er interessante, for netop metoden bag business casen har været kritiseret af professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Jes Søgaard.

»Det er kommet bag på mig, at regionerne vælger et it-system og implementerer det uden empirisk dokumentation for de antagelser om adfærdsmæssige forandringer, man opererer med – og som altså ligger til grund for de besparelser, som man regner med, at Sundhedsplatformen vil give,« sagde Jes Søgaard om business casen i april.

For udarbejdelse af business casen blev der først aftalt en fast pris på 495.000 kroner - alligevel er det samlede fakturabeløb efter 8 fakturaer, som Version2 har set, landet på 1,9 millioner kroner, inkl. moms.

»Jeg kan ikke se, hvor meget mere end business case (version 2.1) som Oleto har lavet for den samlede pris af 1,9 millioner kroner, men jeg håber da for RH, at det er meget mere. Business casen kan ikke have taget så lang tid at lave, for det er jo bare en række simple, grænsende til det naive 'hvis-så'-beregninger. Som minimum skulle man have suppleret med deterministiske følsomhedsanalyser, gerne stokastisk modellering af usikkerheden, og ideelt skulle de mange antagelser have været datadokumenteret,« siger Jes Søgaard til de nye oplysninger.

Version2 har præsenteret Region H for kritikken. Koncerndirektør Jes Gordon Clausen bekræfter, at der er betalt cirka 1,5 mio. kroner ekskl. moms til Oleto Associates for bistand til udvikling af business case for Sundhedsplatformen. Beløbet dækker omkostninger, som er afholdt dels af Region Hovedstaden, dels fællesregionalt via Sundhedsplatformsprogrammet.

»Jeg vil gerne understrege, at det er en ganske kompleks opgave at lave en business case for så stort et it-projekt som Sundhedsplatformen, hvor der både skal håndteres centrale og hospitalsspecifikke omkostninger og gevinster.«

»Derfor mener jeg heller ikke, at der er noget odiøst i, at vi har inddraget ekstern konsulentbistand til udarbejdelse af business casen. Vi bestræber os altid på at udføre regionens arbejdsopgaver selv, men Sundhedsplatformen er et ekstraordinært omfattende it-projekt, og her blev det vurderet, at der var behov for ekstern konsulentbistand til en kompleks og omfattende opgave.«

Ud fra materialet kan en timepris på 1.775 ekskl. moms estimeres, hvilket ifølge Jes Søgaard ikke var usædvanligt i 2013.

8 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
30. maj 2017 kl. 21:31

så må regionen vel på forhånd have udset sig Oleto, og bedt dem om et tilbud? Men hvorfor lige dem

Det ser faktisk ud til at kunne blive slemt. Alle dem som ikke har haft mulighed for at byde, kan søge om erstatning. Og det ser ud til at administrationen bevidst har omgået EU lov, da Oleto have en rapport i skuffen som passet til ledelsen planner.

Eller så høre det ind under samme kategori som Atea sagen.

Er der nogen som ved hvordan man anmelder manglede overholdese af EU lovgivning ? Og måske DR og Version skulle bore lidt mere i dette. Jeg kan godt tip dr ?

7
30. maj 2017 kl. 15:56

Interessant bud, Jesper Ørngreen. Og det er en fristende tanke.

"Udbud under Tilbudsloven (Nationale udbud)
Tilbudslovens retningslinjer gælder for indkøb af vare- og tjenesteydelser over 500.000 kr. "

Forståelsesspørgsmål: Hvordan kan regionen på forhånd vide, at tilbuddene ikke er på over 500 000 kr? Det kan de vel ikke vide, før tilbuddene er kommet ind - så hvordan fungerer denne regel i praksis?

Det er regionen, der skal sende i udbud - og som så må have opstillet en form for "ramme" for opgaven, som kan bruges til at tage stilling til, om det skal i udbud? Hvordan når man frem til den beslutning, inden man har nogle bud at gå ud fra? Og med mindre man groft har overskredet denne ramme, så har den jo altså været i hvert fald et par millioner, i følge artiklen. Burde det så ikke være den ramme, der afgjorde, om det skulle i udbud eller ej?

Og hvis det ikke er sendt i udbud - så må regionen vel på forhånd have udset sig Oleto, og bedt dem om et tilbud? Men hvorfor lige dem?

6
30. maj 2017 kl. 15:32

Fra udbudsportalen.dk:

"Udbud under Tilbudsloven (Nationale udbud) Tilbudslovens retningslinjer gælder for indkøb af vare- og tjenesteydelser over 500.000 kr. "

Oleto: "Vi går lige 5 tusind under - så kan vi altid smide en million på senere..."

4
29. maj 2017 kl. 18:51

Hvad skete der lige der .... indkøbte regionen for knap 2 mio. DKK uden udbud ... ? .... jeg kan ikke lige finde Oleto på SKI rammeaftalen ... kan nogen hjælpe her?

3
29. maj 2017 kl. 11:29

...hemmelighed eller overraskelse at konsulenthuse flår kunderne (især på IT området)?

...og så er de helt ansvarsfrie: "Hjalp det ikke? Nå det var da synd"

2
29. maj 2017 kl. 10:46

»Jeg kan ikke se, hvor meget mere end business case (version 2.1) som Oleto har lavet for den samlede pris af 1,9 millioner kroner, men jeg håber da for RH, at det er meget mere. Business casen kan ikke have taget så lang tid at lave, for det er jo bare en række simple, grænsende til det naive hvis-så beregninger. Som minimum skulle man have suppleret med deterministiske følsomhedsanalyser, gerne stokastisk modellering af usikkerheden og ideelt skulle de mange antagelser have været datadokumenteret,« siger Jes Søgaard til de nye oplysninger.

Rolig nu.. Nu gør der vist lige lidt for meget Økonom nørderi i det, man kan ikke/bør ikke lave en business case, der er så ekstrem detaljeret for et IT-projekt som det her. Det er simpelt hen for komplekst. Og IMHO som borger, så er en business case med et afgrænset scope, der hedder økonomi for region hovedstaden hospital, heller ikke godt nok.

Det man selvfølgelig kan sige er, at hvis man havde forstået konsekvenserne i af at indføre sundhedsplatformen bedre, så kunne man have lavet en bedre business case, simpelt hen fordi man forstod projektet bedre, og indputtet til business casen havde være bedre. Simpelt hen fordi man havde lavet en risiko analyse og fundet ud af hvor stor risikoen var og hvor den var. Og man kunne have lavet risiko minimerende tiltag, ændringer i projektet m.m. Men for et projekt af den her størrelse og med så massive indgriben i faglighed (og derfor afledt kompleksitet), der bør den afdækning af konsekvensen ved at indføre systemet, ikke foregå i business casen. Du kan jo ikke vurdere de økonomiske konsekvenser af noget du ikke har afdækket. Business casen vil aldrig blive bedre end det projektoplæg den skal "regne på", og den vil så skulle opdateres ved hver 'gate' eller hvad ens projektmodel nu kalder de 'stopklodser' man har sat ind.

Hvis business casen er for simpel og bruger 'slag på tasken' algoritmer til at vurdere konsekvenserne, så tyder det mere på at projektoplægget ikke har været godt nok til at afdække det den burde. Igen så var business casen jo .. høj risiko.. risiko for ingen eller negativ gevinst.. og det var jo sådan set rigtig nok.

Så måske skulle man se på projektoplægget i stedet for business casen. At sige at det er business casen, der skal rumme det hele viser bare, hvor meget at økonomer er nutidens ypperstepræster.

Jeg mener så også at målet med en business case i offentlig regi bør ikke være at have en 99.9% nøjagtig økonomisk model for konsekvenserne for myndighed Y ved at køre projekt X.

Set fra os borgernes synspunkt (Husk på det er os der ejer sundhedsvæsnet), så drejer det sig om for os at få så fagligt god behandling som muligt i tide, hvor vi spilder så lidt tid som muligt, bliver behandlet så godt som muligt, for den pris vi er villige til at betale i skat.

For os er det jo fløjtende ligegyldigt fra hvilken offentlig kasse pengene til behandling kommer fra. Og hvordan det interne flow af midler er i det offentlige. For os er det vigtigere at de penge vi giver til det offentlige i form af skat faktisk bliver brugt til at skabe værdi for os. Det interne flow, og flytten fra cigarkasse a til cigarkasse b er for os totalt ligegyldigt.

Derfor er f.eks. besparelser rationaliseringer, hvor man sender sygeplejersker, SOSU'er og sekretærer på overførselsindkomst, hvor de for os, som skatteydere koster nogenlunde det samme, jo hul i hovedet. For nu skaber de ikke længere værdi for os.

Vil du hellere betale cirka det samme skat for at når du kommer hospitalet så er der 10% flere ressourcer til at passe dig eller cirka det samme i skat for at der sidder 3% flere djøffer i administrationen ?

Og til sidst.. man må sige timeprisen for oleto var .. ja.. i den høje ende..

// Jesper

1
29. maj 2017 kl. 07:12

Fin opfølgning.

"Ifølge en skrivelse fra Oleto til Region H, har Region H understreget, at 'der skal tages højde for allerede indsamlet data' og 'at der er behov for en mere konsistent metode på gevinstsiden som er koordineret med arbejdet på leverandørevaluering og standardisering."

Hvad blev der så af det undervejs? For dette ser jo i følge Søegaard ikke rigtigt ud til at være kommet med i resultatet?