AI og machine learning skal give din opsparing et boost

Chatbots skal give millennials mulighed for at spare op til hårde tider.

Tre London-baserede finansteknologiske startups vil ved hjælp af chatbots hjælpe dig med at spare penge op. Med forskellige fremgangsmåder vil de forsøge at lokke primært millennials til at spare penge op i deres bank. Det skriver Tech Crunch.

Tanken går nogenlunde sådan: En grænseflade til samtaler kombineret med teknologi, der sluttes til din bankkonto og samtidig analyserer dine udgifter, skal hjælpe brugeren med at holde styr på sine penge og spare lidt op til hårde tider.

Chatbotsene retter sig primært mod millennials eller generation X, der hævdes at være lidt lemfældige i forhold til privatøkonomien.

De tre startups hedder Plum, Chip og Cleo. De er bygget op forskelligt, men gør det samme: sætter penge ind på din opsparing og giver dig besked om det på din smartphone.

Plum

Chatbotten Plum forbinder din nuværende konto, og ved hjælp af AI lærer Plum dine forbrugsmønstre at kende, hvilket gør det muligt for den at deponere små mængder ind på din opsparingskonto et par gange om ugen.

Plum giver besked om deponeringerne via Facebooks Messenger-applikation. Ideen bag Plum bygger på mikroopsparinger, så brugeren nærmest ikke mærker, at han eller hun lægger noget til side.

Plum analyserer dine udgifter for de seneste 3-12 måneder, hvorefter Plum forudsiger, hvor meget du i fremtiden har råd til at spare op.

Chip

Den helt store forskel på Chip og Plum er, at Chip har udviklet deres egen chatbot-applikation i stedet for at give dig besked via Facebook Messenger, men er ellers basseret på mikroopsparinger ligesom Plum og baserer også sin viden om dine udgifter ved hjælp af AI.

På sigt er det visionen for Chip, at den skal være i stand til at tilbyde en bred vifte af finansielle tjenester.

Cleo

Cleo er den sidste chatbot i rækken og betegner sig selv som en intelligent budgetassistent. AI-teknologien bag skal ligesom i de foregående eksempler hjælpe med at holde styr på dine udgifter og få et sundere budget.

Cleo fokuserer i højere grad på, at det skal være virkelig simpelt at styre dine penge frem for at spare op.

Ved brug af machine learning gør Cleo dig klogere på dine penge og automatiserer en række forskellige processor såsom kategorisering af transaktioner.

Cleo administrerer dine abonnementer og optimerer dine dag til dag-udgifter ved eksempelvis at finde bedre finansielle produkter.

Dette gøres på baggrund af de data, du fodrer Cleos algoritmer med. Jo flere data du giver - desto mere kan Cleo tilbyde dig.

Se i en video herunder, hvordan en samtale med Cleo kan se ud.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere