Twitter-brugeren Bertel Torp har angiveligt fundet ud af, hvad næsten to millioner danskere gerne vil vide. Han har med stor sandsynlighed fundet frem til, hvem morderen i DR’s dramaserie 'Forbrydelsen 3' er. Det skriver Ekstrabladet.dk.
Bertel Torp har lavet et simpelt højreklik på 'Forbrydelsen's særlige hjemmeside på dr.dk, hvorefter han kan tjekke sidens kildekode, der er bygget på HTML5. Her skulle der angiveligt fremgå, hvilken morder efterforskeren Sara Lund foreløbigt forgæves jagter i den stort opsatte kriminalserie, som vises hver søndag aften på DR1.
Som enhver anden større hjemmeside indeholder DR’s kildekode en række elementer, som er beregnet på senere publicering, og her skulle en af linjerne i kildekoden angiveligt rumme ordet MORDER og referere til en af nøglepersonerne i dramaserien.
Andre Twitter-brugere har fulgt op på Bertel Torps afsløring og skriver, at der kan være kan tale om enten en afledningsmanøvre eller en quiz på DR’s website, men at det umiddelbart ikke tyder på det.
Næsten to millioner mennesker fulgte med i første afsnit af krimiserien, som samtidig er den tredje og sidste omgang af 'Forbrydelsen'. I skrivende stund virker 'Forbrydelsen's særlige hjemmeside på dr.dk dog ikke.
Skulle man være grebet af 'Forbrydelsen 3’s mørke univers, fraråder vi på Version2 naturligvis, at man selv tjekker kildekoden, men her er linket ... og lad nu være med at skrive navnet i debatten, ikk'?