Ældste optagelse af computerskabt musik fundet

En BBC-optagelse af blandt andet 'God Save the Queen' spillet af et program på en Ferranti Mark 1 fra 1951 er den ældste optagelse af computermusik.

En Ferranti Mark 1 er solisten i den ældste kendte optagelse af computerskabt musik. Optagelsen stammer fra 1951 og er dermed seks år ældre end den hidtil tidligste optagelse af musik skabt på en IBM mainframe i 1957. Det skriver britiske BBC.

BBC var også selskabet, der stod for den originale optagelse på University of Manchester, hvor computeren efter flere forsøg afviklede et særligt program og spillede 'God Save the Queen', 'In the Mood' og den sang, skolebørn i Danmark bruger til at synge alfabetet.

Ferranti Mark 1 var en kommerciel udgave af den berømte Manchester Baby, der var den første computer, der forholdsvis let kunne omprogrammeres til forskellige opgaver.

Det blev altså blandt andet udnyttet til at afspille toner, som blev optaget af BBC til et børneprogram i 1951.

Ferranti Mark 1 var dog formentligt ikke den første computer til at spille musik. Det var i stedet den australsk-byggede CSIRAC, skriver BBC. Der findes dog ingen kendte optagelser af CSIRAC.

Siden Ferranti Mark 1 og CSIRAC har computere i mange afskygninger været en del af det sidste halve århundredes musikudvikling med samplere, synthesizere og digital efterbehandling.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere