Advokat: Sådan lirker du domænet ud af domænehajen - gratis

Er du interesseret i et domænenavn ejet af en domænehaj, er det nu muligt at få domænet uden betaling. Siden juli 2010 har det nemlig været ulovligt systematisk at sælge domænenavne.

Det er en uskik med folk, der hamstrer gode domænenavne for så bagefter at sælge dem videre for store summer, besluttede Folketinget i 2005, da Danmarks første domænelov trådte i kraft.

Men først efter en fem-årig overgangsperiode gjaldt loven for alle domæner, og derfor trådte ændringerne først for alvor igennem i juli 2010, hvor også domæner registreret før 2005 var omfattet.

Siden har der været mange sager, hvor domænehajer har måttet aflevere et domæne gratis, men det er sket diskret, da omtale af lovgivningen kun ville være til skade for domænehajerne, forklarer en ekspert i domænesager til Version2.

»Jeg har selv haft en del af disse sager siden da. Men ind til i går har jeg ikke set det omtalt. Det siger noget om, hvor stille et liv, denne §12 stk. 2 har haft,« siger Niels Bo Jørgensen, advokat hos Lind Cadovius, med en henvisning til bestemmelsen mod domænehajer i domæneloven.

Torsdag skrev Version2 nemlig om, hvordan udvikler Kristian Frandsen med held havde bedt Domæneklagenavnet om at tage domænet kef.dk fra en person, der meget åbent prøvede at sælge sine domæner.

Læs også: Ny afgørelse gør domænehajer til jaget vildt

Men næsten alle disse sager styrer uden om Domæneklagenævnet, fordi domænehajerne ikke vil have opmærksomhed om lovgivningen på området.

»Disse registranter gør alt, hvad de kan, for at undgå en klage til Domæneklagenævnet. Hvis nogen sender en klage, svarer de ofte tilbage med det samme, at folk kan få domænet overdraget gratis, hvis de trækker klagen tilbage,« forklarer Niels Bo Jørgensen.

Sådan får du et domæne fra en domænehaj

Får man øje på et domænenavn, man gerne vil bruge, men som er optaget af en domænehaj, kan man altså med loven i ryggen nemt få det ud af domænehajens samling. Det kræver dog, at man kan dokumentere følgende tre forhold:

1.) Domænet bliver ikke brugt reelt.

Domænehajer har typisk en side med reklamelinks liggende på et domæne, men det er ikke godt nok, hvis det for eksempel er samme webside på alle domænehajens domæner.

2.) Har registranten forsøgt at sælge domænet?

»Det er en af de virkeligt stærke. Hvis man kan dokumentere, at registranten forsøger at tjene penge på domænet, er man et godt stykke af vejen,« siger Niels Bo Jørgensen, som dog understreger, at det ikke er ulovligt i sig selv at bede om penge for et domæne, man bruger selv.

3.) At domænet er købt for at blive solgt videre.

»Det kan være vanskeligt at dokumentere. Men man kan se, om registranten har mange hundrede eller tusinde domæner. Det er en god indikation af, at de er købt med henblik på videresalg,« siger advokaten.

Et firma kan dog også med god ret have mange domæner, for eksempel for at beskytte sig mod typosquatting for en række produktnavne, så det vil være en individuel vurdering.

Det vigtigste i en klage til Domæneklagenævnet er dokumentation, så man skal huske at tage screendumps af indholdet på websiden og gemme eventuel korrespondance, hvor domænehajen foreslår en pris.

Fordi der har været så lidt omtale af problemet, ved de færreste, at domænehajerne slet ikke har lov til at tjene på et hamstret domæne.

»Mange betaler stadig overpris, fordi der er stor uvidenhed om, at denne bestemmelse trådte i kraft 1. juli 2010,« siger Niels Bo Jørgensen.

Men når reglerne bliver mere alment kendt, må domænehajerne lukke forretningen.

»De må se til, at deres forretning forsvinder, for de kan ikke åbent udbyde domæner til salg. Det eneste, de kan gøre for at beholde domænerne, er at tage dem reelt i brug alle sammen,« siger advokaten.

Vil du tjekke om et domæne er registreret af en domænehaj, kan du slå domænenavnet op hos DK-Hostmaster. Derefter tager du registrantens bruger-ID, også kendt som 'handle' (for eksempel F994-DK), og slår det op i DK-Hostmasters avancerede Whois-søgning. Her vælger du søgning for 'registrant'.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Esben Rasmussen

det gælder selvfølgelig kun for .dk domæner.

Det står muligvis mellem linjerne, men hvis folk ikke lige er it-vante, og læser denne artikel, kunne de måske komme til at tro, at de så bare kan gøre krav på alle websites.

Eksempel:
Vi har et hostingselskab, der på vegne af os har købt et udenlandsk domæne til os (f.eks. voreswebsite.com), og på papirerne er det (i denne situation) stadig hostingselskabet, der står som domæneejer. Selv om vi bruger domænet, så er der ingen lovhjemmel til at vi kan kræve af dem, at de skal udlevere domænet.

Er ikke it-avekat, så måske mangler der lidt, men det skulle gerne være essensen. :o)

  • 0
  • 0
Markus Wüstenberg

Indtil for nylig har der i hvert fald været en masse .dk-domæner til salg på yy.dk (med eksplicit pris for hvert angivet på siden), og ejeren har da også skyndt sig at blive til "leverandør af små hjemmesider" i stedet.

Listen af ejerens domæner kan dog stadig ses på https://www.dk-hostmaster.dk/index.php?id=42&query=REDA2-DK&ar=1 , til de interesserede...

EDIT: Så lige, at det netop var yy.dk, den oprindelige artikel handlede om, så min kommentar er overflødig.

  • 0
  • 0
Rune Juhl Jacobsen

Hmm, det er da et meget godt spørgsmål.

lrm.dk bliver solgt hos namedrive.com, og er registreret af "Kasper Christensen", med DK-hostmaster handle KC2360-DK og KC2419-DK.
Han ejer også en stak andre domæner, bl.a. dildosex.dk, x.dk, east.dk, hes.dk, bkm.dk, kfx.dk, sexvideo.dk, klud.dk, databasen.dk, danskporno.dk, penispiller.dk, ard.dk, analfilmklip.dk, tv5.dk, 3gsex.dk og mange flere:

https://www.dk-hostmaster.dk/index.php?id=42&query=KC2360-DK&ar=1
https://www.dk-hostmaster.dk/index.php?id=42&query=KC2419-DK&ar=1

...jeg ville sige at ud fra hans registrerede domæner og indhold at det er tydeligt at han har registreret domænerne med henblik på videresalg.

  • 0
  • 0
Erik Jacobsen

Hvis du skal have fat i det domæne med mindst muligt besvær, så skal du (efter min forståelse):

1) Registrere dig på venteliste til domænet (<100kr), hvor du så helst skal være nummer 1
2) Klage til dk-hostmaster og be' om at få det frataget registranten pga sagernes stilling
3) Afvente email fra dk-hostmaster, der spørger om du virkelig mente det med ventelisten, hvor du lige skal huske at svare bekræftende

  • 0
  • 0
Peter Hansen

Jeg har faktisk stået på ventelisten for lrm.dk hele sidste år, men valgte ikke at betale regningen for den næste år, da det ikke så ud som han ville opgive domænet lige foreløbigt

  • 0
  • 0
Mariusz C

Jeg har en god ide. Ideen kører faktisk allerede på twitter, men kan se at siden er optaget. På siden finder der kun reklamer. http://itnyt.dk/ Registranten har 254 dommæner registreret https://www.dk-hostmaster.dk/index.php?id=42&query=IA5432-DK&submit=S%F8... Hvad er retningslinien. Hvad skal jeg starte med? Altså en lille step-by-step vejleding til at få brugsretten til domænet...
Jeg kan sige at @itnyt dagligt læses af over 400 twitterbrugere og aggregerer nyheder fra 5 forskellige danske sites bl.a. Version2.

  • 0
  • 0
Kristian Frandsen

Det er også korrekt.

Sagen blev afgjort d. 2. februar 2010, og domænet slettes først 4 uger efter af DK-Hostmaster (medmindre ejeren frivilligt selv gør det før tid).

Så domænet slettes først fra Ib Holm af d. 2. marts, hvorefter nr. 1 på ventelisten får tilbudt domænet (som så tilfældigvis er mig :-))

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere