Er du blandt de over 150 millioner brugere, der har hentet FaceApp – en app, der gør det muligt at forandre eller forskønne et ansigtsfoto -– ja, så har du også givet FaceApp og selskabet bag, russiske Wireless App, fuldstændig frie hænder til at gøre præcis, hvad de vil med det uploadede foto.
Det advarer det anerkendte amerikanske finansmedie Forbes nu om i en artikel, skrevet af journalisten og forfatteren John Koetsier.
FaceApp gør det muligt at ændre og lege med ens ansigtsudtryk, alder og udseende. Men ved oprettelsen giver man FaceApp adgang til samtlige ens Facebook-billeder og ret til at bruge billederne til ethvert formål - for altid.
»Vi troede, at vi havde lært noget af Cambridge Analytica,« skriver Forbes-skribenten.
Brugerbetingelserne, som man erklærer sig enig i, når man henter FaceApp, lyder nemlig, at man giver selskabet en uendelig og igenkaldelig ret til at gøre lige præcis, hvad de vil med dine ansigtsbilleder – med ordene »evig, uigenkaldelig, ikke-eksklusiv, royaltyfri, verdenomspændende fuldt overdraget licens til at bruge, reproducere, ændre, tilpasse, udgive, oversætte, udgive i andre værker, distribuere og vise offentligt.«
Sådanne betingelser overholder næppe persondataforordningen, vurderer den amerikanske advokat Elizabeth Potts Weinstein ifølge The Verge.
Their Privacy Policy is not remotely GDPR compliant. It says that your data can be transferred to any location where they have a facility ... which means Russia.— Elizabeth Potts Weinstein (@ElizabethPW) July 17, 2019
Sandsynligvis vil dit ansigtsfoto blive brugt til at træne ansigtsgenkendelsessoftware, men der er intet til hinder for, at dit ansigt ender i en reklame eller på anden vis eksponeres offentligt på en stor skærm i Moskva, noterer Forbes i artiklen.
»De senere år har vi lært at Facebook-apps ikke altid anvender data til det, som vi antager de bliver brugt til. Og at data ikke altid gemmes og anvendes sikkert og i overensstemmelse med privatlivets fred. Der er god grund til at være på vagt, når en app vil have adgang til dit indhold,« lyder det i Forbes-artiklen.
Ifølge Wireless forbliver data på Amazon-servere i USA.
Over for Techcrunch oplyser FaceApp også, at de fleste billeder slettes fra FaceApps servere efter 48 timer.
Wireless App bekræfter også, at man accepterer anmodninger fra brugere om at fjerne data. Det team, der tager sig af henvendelserne, er dog "overbelastet" i øjeblikket, og der er ingen garanti for, at data vitterligt helt slettes.