Den kontroversielle Brave-browser startede i sidste uge test af et system, der lader brugere betale sig fra reklamer med meget små bitcoin-beløb.
Det skriver CIO.
Brave blev allerede i maj indrapporteret til det amerikanske svar på en konkurrencestyrelsen. Men det stopper altså ikke browser-projektet i at udvide funktionaliteten, fortæller chefen for Brave Software, Brendan Eich.
'Vi har hørt fra mange mennesker, der siger, at de er trætte af det nuværende reklame-tekniske økosystem, der fylder websider og dataforbindelser med irriterende reklamer og tracking scripts, og de ville med glæde være reklamefri, hvis de i stedet kunne give deres støtte direkte til de hjemmesider, de besøger,' skriver han i en blog.
Løsningen har fået navnet Brave Payments, og den kræver at Brave-brugere tilknytter sin bitcoin-wallet til browseren, og indbetale et beløb på op til 5 dollars om måneden fra et betalingskort.
Derefter kan brugeren lave en liste over sider, han eller hun vil betale til. Pengene fordeles efterfølgende til de udvalgte hjemmesider baseret på antal sider besøgt og tid brugt.
Brave tager selv 5 % af de penge, der indsættes på brugerens wallet.
I Brave-browseren blokeres alle de reklameelementer, som den privacy bevidste bruger ikke ønsker - som cookies, der tracker brugere på tværs af hjemmesider for at målrette reklamer.
De uønskede reklamer erstattes i Brave-browseren af nogle mindre reklamer, som ikke er er målrettet den enkelte bruger, men brugerbasen som helhed.
Planen er på sigt, at dele indtjeningen med brugerne og siderne, hvis reklamer bliver blokeret - fordelt henholdsvis 15 % og 55 % af indkomsten. Den andel, som tilfalder brugeren, kan man vælge at få udbetalt - eller give videre til de hjemmesider man ønsker at støtte.