Acer klar med tre nye Android-tavler til april

Tre tavle-computere fra Acer ser dagens lys til foråret i størrelserne 5, 7 og 10 tommer. Priserne er ikke meldt ud endnu.

Efter iPad har siddet meget alene og tronet på markedet for tavle-computere siden april, er de øvrige computer-producenter nu så småt begyndt at komme op i gear og levere nogle konkurrenter.

I dag præsenterede Acer således hele tre forskellige tavle-computere, baseret på styresystemet Android, med skærmstørrelser på 5, 7 og 10 tommer.

Den dårlige nyhed er dog, at de først kommer på markedet til april. I første omgang kun med wifi-forbindelse, mens modeller med adgang til mobilt 3G-netværk kommer til maj.

Hardwaren byder på to kameraer, plads til et SD-kort, HDMI-mini-udgang og en Nvidia Tegra 2-processor, der giver nok kræfter til at køre fuld HD-video. Skærmopløsningen på 7-tommer-modellen bliver 1.280x800 pixels.

En journalist fra amerikanske PC Magazine fik afprøvet modellen på 10 tommer og undrede sig over, at der slet ingen knapper var på forsiden. Dermed er der hverken en 'hjem'-knap eller nogle de tre øvrige standard-knapper, som nærmest alle andre Android-produkter er udstyret med.

Acer forklarede, at knapperne i stedet vil blive indarbejdet i tilpasningen af Android-styresystemet inden lancering til foråret.

Der er også en version på vej med Windows som styresystem, men dette produkt var ikke med ved pressemødet.

Siden iPad'en blev lanceret i april har mange firmaer lovet snarlige lanceringer af Android-baserede tavle-pc'er, men indtil videre har resultatet været pauvert. Ud over iPad'en er der i øjeblikket kun Samsung Galaxy Tab at vælge imellem på det danske marked for 'seriøse' tavle-computere.

Ifølge rygterne i branchen er det i høj grad problemer med at bruge den nuværende version af Android til tavle-brug, der har sat forsinket mange af projekterne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (19)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Flemming Hansen

Jeg tror vi er i en fase hvor alle er ret forvirret om hvad der findes af tablets og hvor/hvornår man kan købe dem. Kun iPad og den (også) medieomtalte Galaxy Tab er håndgribelige for journalisterne, og da det er et marked i eksplosiv udvikling, så må man jo skrive om det der lige er oppe i tiden.

Den reelle liste over tablets er lang. Det er dog meget forskelligt mht. specs, pris og tilgængelighed.

Personligt vil jeg vente med at anskaffe en til Android er tablet-klar (ifølge Google) som jeg formoder vil være til forår/sommer. På det tidspunkt vil hardwaren nok også være mere moden.
Selv iPad, der er noget af det bedste mht tablet pt, synes jeg har nogle minus'er, og så er prisen på den helt ude i skoven.

  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

Hej Martin

Vi venter stadig spændt på at få en Toshiba Folio 100 til test på redaktionen. Hvis du ser på dit eget link, kan du se, at den lige nu ikke er på lager. Et hurtigt kig på EDBpriser afslører to butikker, som oplyser, at de har den på lager, og de har umiddelbart fået dem inden for den sidste uge. Jeg har flere gange været i dialog med Toshibas pressekontakter for netop at få at vide, hvornår den faktisk er i handlen i Danmark, og hele tiden har svaret lydt noget i retning af 'inden for de næste uger'. Oprindeligt sagde de, at den kom i begyndelsen af oktober.

http://www.version2.dk/artikel/16152-toshibas-3000-kroners-android-tavle...

Men hvis der er nogen, som faktisk har købt og fået leveret en Toshiba Folio 100 fra en dansk butik, så vil vi da meget gerne have et tip.

Indtil da er vi nødt til at mærke den med en asterisk, når det gælder dens 'general availability' på det danske marked. Desværre.

Mvh.
Jesper Stein Sandal
Version2

  • 0
  • 0
Martin Bøgelund

Vi venter stadig spændt på at få en Toshiba Folio 100 til test på redaktionen. Hvis du ser på dit eget link, kan du se, at den lige nu ikke er på lager.

Det er korrekt - men det er fordi den første sending allerede er udsolgt, ikke fordi den ikke er kommet til det danske marked endnu.

Desuden har de en demo-model til salg:
http://www.linuxshoppen.dk/products.php?showvariant_id=7604

Så den [i]er[/i] på markedet!

  • 0
  • 0
Martin Bøgelund

Hej igen, Jesper.

Jeg faldt forresten ned fra stolen forleden, da jeg fandt en Android tablet på det danske marked, for 1299kr. Ikke hos et ukendt internetfirma, men hos Expert:
http://www.expert.dk/products/details/7394195161633.aspx

[b]KENDO TABLET 7"[/b]
Super smart 7" tablet med en batteritid på op til 10 timer. Download apps, spil dine favorit spil, lyt til musik, se videoer og surf på nettet. Kun fantasien sætter grænser med dette lille vidunder fra Kendo.

* ARM 926E Dual Core processor    
* 4 GB Intern hukommelse    
* Mulighed for op til 16 GB med Micro SD kort    
* 7" touch skærm    
* Trådløst .N netværk    
* G-Sensor (Accelerator)    
* Understøtter bl.a. MP3, WMA, WAV, Xvid, JPG    
* Batterilevetid på op til 10 timer    
* Vejer kun 500 gram    
* Operativ system: Android 2.1  

Nogen der har tjekket den ud? Den ser ud til at være til salg lige nu.

  • 0
  • 0
Daniel Schledermann

Toshiba Folio 100 er sådan set også seriøs nok. Jeg har en lige nu, og når man har brugt den lidt, forstår man sådan set godt hvorfor det tager tid at få tavle-pc'erne klar hos de forskellige producenter.

Hardwaren virker rigtigt fornuftig, og selve Android virker jo som det nu gør. De grundlæggende ting som www og mail virker hurtigt og lækkert, men mange andre af de tilpasninger Toshiba har lavet virker lidt... upolerede.

Eksempelvis virker Flash ikke endnu. Medieplayeren har nogle besynderligheder. Ingen af de indbyggede browsere understøtter klientcertifiketer. Toshibas app-store er temmelig mangelfuld. Osv osv.

Alt-i-alt er det lovende, men ufærdigt produkt. Det vil givetvis give nogle hug hos denne verdens Nikolai Sonner.

  • 0
  • 0
Jesper Kildebogaard

Hej Martin m.fl.

Tak for alle præciseringerne.

Som en skriver i debatten er det et ret broget marked, og jeg beklager, hvis min korte opsummering var for grovkornet.

Toshibaen har vi som min kollega Jesper skriver prøvet at få fat i, men uden held. Desuden er mit indtryk ud fra sniksnak på nettet også, at produktet hurtigt blev set som lidt af en fiasko, som elektronikbutikker droppede at sælge pga. mange kundeklager.

En mere præcis, men mere tung formulering, ville være:

"Udover Apples iPad, der endnu ikke officielt er til salg i Danmark endnu, men som kan købes ad mange andre kanaler, og Samsung Galaxy Tab, er der på det danske marked ikke bredt lanceret andre tavle-computere fra store, anerkendte producenter, der efter vores vurdering er vellykkede nok til at udfordre iPad'en på pris/teknologi/brugervenlighed og dermed kan siges at være en seriøs konkurrent."

vh.

Jesper
Version2

  • 0
  • 0
Per Hansen

Hej Jesper,

Jeg syntes det er en fin (men tung) formulering.

Jeg syntes at iPad både er for dyr og for tung, til den slags brug den er beregnet til, men alternativerne er dog endnu værre (og ikke nødvendigvis billigere).

  • 0
  • 0
Per Erik Rønne

@Per Hansen,

Du skriver at iPaden er »for tung«? Mener du rent fysisk?

Den vejer en tredjedel af et bind af Jørgen Jensens »Danmarks Oldtid«, der på trods af de over 2 kg er til at læse.

Men personligt har jeg kun prøvet en iPad ganske lidt, da jeg vil vente til version 2 kommer til februar eller marts. Den nødvendige software af 3. parts applikationer [kalender, task-manager, grafregner mv.] har jeg allerede, og det varer nok 1-2 år før de vil forefindes til Android-baserede tavler.

  • 0
  • 0
Kevin Peter Gade

Jeg vil lige byde ind her fra Linuxshoppen med status på FOLIO 100 :-)

Den er nu god nok - første sending til Europa kom ud til de forhandlere der havde forudbestilt i god tid osv. først i november. Som det ofte er, var der kun allokeret få enheder til Danmark og vi fik derfor selv kun en mindre levering, som var solgt ca. samme dag dom de kom. Så den er ganske rigtigt på markedet herhjemme og vi forventer at næste levering kommer i december.

Vi er enige med Daniel i at produktet kom for hurtigt på markedet, men er også enige i at fremtidsudsigterne er lovende. Toshiba har måtte erkende, at den software version de leverede første sending FOLIO med, fortsat mangler for meget til at kunderne får en rigtig god oplevelse. Det er derfor at de midlertidigt har fjernet produktet fra hylderne i bl.a. nogle store engelske detailkæder, da de arbejder på en større software opdatering, som forventes at løse de fleste issues. Hvornår den kommer vides ikke præcist, men den forventes i år i hvert fald.

Så kræfterne fra Toshibas side bruges på en større opdatering, men flash opdateringen er nu alligevel kommet ud (kan hentes her):
http://www.linuxshoppen.dk/blog/index.php/2010/09/toshiba-folio-100-tabl...

Hvis man på eget ansvar vil have en forsmag på hvad en FOLIOen virkelig kan præstere, så er første community version af Android allerede ude til FOLIO 100 :-) Her får man den feeling som mange nok havde forventet fra starten, hvor langt det meste kører smooth og hurtigt og hvor Google Market, Google Apps mv. fungerer.

@Jesper: Med din nye formulering har du ret, lidt endnu, men jeg tror nu nok at Toshiba skal komme efter det ;-)

Mvh. Kevin Peter Hansen

  • 0
  • 0
Per Hansen

@Per Erik Rønne: Ja, jeg syntes at den er for tung, når det primære brugsområde formentlig er at sidde at surfe i sofaen el. lign.
Alternativt er den mindre og lettere Samsung Galaxy Tab, men til sofa-surfing er skærmen der for lille (og produktet er åbenbart dyrene end iPad).

Jeg formoder dog at både iPad og andre tablets, bliver markant lettere i de kommende år.

Jeg vil tro at de applikationer du efterlyser, allerede findes til Android (graf-regner ved jeg dog ikke med), og at du ikke skal vente flere år på dem.

Medmindre du tænker på apps specifikt til tablet, hvilket jo ikke kommer til Android før version 3.0 bliver frigivet engang. (næste år måske?)

  • 0
  • 0
Per Erik Rønne

@Per Hansen,

Jeg sidder lige nu til et medlemsmøde - hvor der sidder en fyr ved siden af mig med sin MacBook Pro og iPad 3GB WiFi + 3G. Jeg ved at specifikationerne her siger 650 gram, og han fortæller mig at den ikke er for tung at bruge, og at alternativet [MacBooken] jo også er væsentlig tungere.

Jeg skal selv bruge den til læsning af bøger, manualer etc., men jeg begynder efter sommerferien igen på universitetet, hvor jeg vil læse astronomi & fysik. Her vil jeg have så mange lærebøger som muligt kørende på den, og her hjælper det naturligvis at en del foreligger som pdf-filer.

De applikationer jeg har brug for har jeg allerede kørende på min iPhone, men enten findes de her som Universal-applikationer, og kan umiddelbart køre på også iPads, eller også findes der en dedikeret iPad-version. Da jeg har brugt Mac siden før jeg skrev mit speciale på datalogistudiet skal mit udstyr naturligvis være kompatibelt hermed.

Og ja, de applikationstyper jeg nævnte skal for at være acceptable være udviklet specielt til iPad, og jeg har dem i dag allerede. Pocket Informant [kalender mv.], OmniFocus [tasks], WolframAplha [grafregner], powerOne [almindelig regner med templates], DevonThink to go [dokumentdatabse; synkroniserer med tilsvarende på Mac], FMTouch [FileMaker database, synkroniserer med tilsvarende på Mac], Documents to go [synkroniserer med mine MS Office 2011 filer på Mac].

Alene det forhold at den Android 3 Google mener vil være nødvendig for en Android-tavle, nok ligger mindst et år ude i fremtiden gør, at jeg ikke forventer at tilsvarende programmel er tilgængelig til denne platform endnu.

Der er i øvrigt dem der mener at en laptop er meget bedre end en iPad, men det er jeg ikke enig i. Jeg mener at smartphone, tavle og laptop opfylder tre forskellige formål, og at man derfor sagtens kan bruge dem samtidig.

Jeg forventer således at møde op til undervisningen med min iPhone i bæltet og min iPad og MacBook på ryggen. iPaden vil være nødvendig til at læse forskellige filer, mens MacBooken vil være nødvendig for at have Mathematica kørende. Med tethering kan iPhonen i øvrigt skabe 3G-forbindelse til i hvert fald MacBooken, hvor WiFi ikke er til stede.

Ellers vil iPadens brug være begrænset til sofa- og natoborg, til læsning, små notitser og opslag af mail, kalender, opgaver - og til avislæsning. Den er jo noget lettere at starte op end en laptop.

Det samme vil være tilfældet for de Android-tavler, der om nogle år nok skal være helt modne. I øvrigt godt med noget konkurrence, så firmaerne holdes til ilden.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere