Accenture: Cloud computing er hverdag om fem år

Interview: Cloud computing har store fordele, men er foreløbigt mest realistisk for nystartede firmaer, lyder vurderingen fra Accentures teknologichef. Virtualisering vil dog løse problemerne, så også mainframe-systemer kan sendes i skyen.

Står du med et datacenter fyldt med forskellige platforme, må du væbne dig med tålmodighed, hvis du gerne vil have det flyttet ud i skyen. Men for nye projekter og nystartede firmaer er det oplagt at se på cloud computing.

Sådan lyder vurderingen fra Gary Curtis, konsulentfirmaet Accentures øverste teknologi-strategist.

»De eksempler, jeg har set, har været ret succesfulde. Det har stort set udelukkende været Amazons Web Service (AWS), der bliver brugt, for hos Google skal du jo bruge et specielt scripting-sprog,« siger han i et interview med Version2.

Et stort venture-kapitalfirma fra San Francisco fortalte ham for eksempel for nyligt, at alle de nystartede firmaer, som fik venture-kapital fra dette firma i øjeblikket, havde overladt it-delen til Amazon.

»Så rækker start-kapitalen længere, og de kan komme i gang meget hurtigere,« siger Gary Curtis.

For etablerede firmaer er det sværere at skille sig af med datacentret, for det er endnu begrænset, hvad man kan køre i de skyer, der er til rådighed nu.

»Tit har et firma jo både noget i .Net, i J2EE og noget på Solaris, og det kan man ikke bare flytte til skyen. Mange firmaer har også gamle systemer, og rundt omkring bliver rigtig meget stadig kørt på mainframes. Så har man måske 150 millioner linjers kode, som skal migreres, før det kan køre i for eksempel Googles sky, og det er en kæmpe opgave,« siger Gary Curtis.

Han møder også stadig systemer rundt omkring, som for længst er gået ud af produktion, for eksempel Stratos-computere, som han mødte 400 af for nyligt hos et firma.

Løsningen på problemet med de mange forskellige systemer, der i dag ikke kan flyttes ud i skyen, er virtualisering.

»Det er ikke muligt i dag, men jeg tror på, at det inden for nogle år vil blive muligt at køre alt i skyen ved hjælp af virtualisering,« siger han.

Alt i alt tror han på, at det om fem år vil være upraktisk for et firma at køre sine egne servere og sit eget datacenter.

Spar masser af penge

Cloud computing har fået lidt klang af buzzword, men der vil være håndgribelige, økonomiske grunde for firmaerne til at flytte datacentret ud. Når Google og Amazon køber hardware ind, sker det nemlig i enorme mængder, og det giver en pris, der er langt lavere end hvad en it-direktør i selv store firmaer kan opnå.

»Cloud-udbyderne køber ind på container-basis, med 2.000 servere i hver container. Det giver dem mulighed for at tilbyde så attraktive priser, at en it-direktør må overveje det. 60-75 procent af et it-budget i dag er jo udgifter til infrastruktur som datacentre, så der vil være store besparelser i at kunne skære den udgift ned,« siger han.

Fleksibiliteten og muligheden for at rykke hurtigt vil også være afgørende. Som eksempel nævner Gary Curtis en stor, asiatisk bank, som udviklede en ny talegenkendelsesløsning til kundeservice. Udviklerne lagde det hos Amazon, da applikationen brugte en del regnekraft, og en prototype blev kørt ud og testet af 10.000 kunder.

Modtagelsen var så god, at ledelsen bad om at få løsningen ud til 1,5 million kunder inden for 30 dage, men hvis bankens selv skulle stå for hardware-delen, ville det tage et halvt år at bygge et nyt datacenter op til formålet. Derfor fik it-folkene lov til at fortsætte med Amazons sky, selvom det var imod bankens praksis at lægge it-opgaver uden for huset.

It-afdelingen ringede derefter til Amazon for at høre, om de havde kapacitet nok, hvis banken pludselig trak 500 gange så mange resurser. ?Det er skam ikke noget problem ? vi er vant til at køre julehandlen,? lød svaret fra Amazon-medarbejderen, med henvisning til den enorme stigning i salget, Amazon oplever op til jul.

På den måde kan brugen af cloud computing snige sig ind, selv i konservative banker, fordi fordelene i nogle situationer ikke er til at overse, forklarer Gary Curtis efter anekdoten.

Hvad med sikkerheden?

Mange it-ansvarlige vil instinktivt stejle ved tanken om, at firmaets data skal suse rundt ude i skyen, i stedet for altid at befinde sig i serverrummet i kælderen, hvor man har mere kontrol over, hvor informationerne havner.

Men datasikkerhed og sikkerhed i det hele taget bør ikke være det, der afholder en virksomhed fra at flytte datacentret ud i skyen, mener Gary Curtis.

»Sikkerhedsspørgsmålet er stadig noget, der bliver overvejet i mange firmaer. Men det er ikke oplagt for mig, at en virksomhed kan gøre deres systemer mere sikre end hos en af de store udbydere af cloud computing,« siger han.

Amazons sky er for eksempel det samme system, som bliver brugt til webbutikken Amazon, så firmaet har al mulig grund til at have et meget højt sikkerhedsniveau, siger Gary Curtis.

»Deres webbutik bliver angrebet konstant, så de har en langt større sikkerhedsudfordring end de fleste andre firmaer. Men alligevel er de meget succesfulde med at holde stand og har en god sikkerheds-historik. Det er det, man skal tænke på,« siger Gary Curtis.

Stordriftsfordelene slår igennem, også på sikkerhedsområdet, mener han. Det er simpelthen mere realistisk for firmaer som Amazon og Google at holde trit i det evige kapløb med hackere og malware.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere