Accenture betalte safaritur for Skat-chefer
Turen går til Sydafrika, der er golf, safari og udflugt til en kasinoby og det hele er betalt af din it-leverandør. Det er næsten ikke til at sige nej til, men det skal man altså, i hvert fald hvis man er embedsmand og ansat i Skat.
Morgenavisen Jyllandsposten skriver, at fem topchefer i Skat i 2004 brød reglerne, da de tog på en safari-tur til Sydafrika, som var betalt af Skats it-leverandør Accenture.
Det viser dokumenter, som avisen har modtaget igennem en aktindsigt. I en redegørelse fra Skat til Folketingets finansudvalg lyder det, at turen »ikke var i overensstemmelse med forvaltningsretlige principper«.
Accenture ville bruge turen til at fremvise it-løsninger, som selskabet havde udviklet til det sydafrikanske skattevæsen. Skat betalte 30.000 kroner pr. mand for flybilletter og hotel for de første par dage med fagligt indhold. Men derudover betalte Accenture for, at de fem topchefer kunne komme på en forlænget weekend på et sydafrikansk luksushotel med safari, golf og kasinobesøg.
Det er den sidste del af turen i Sydafrika, som Skat selv indrømmer var kritisabel.
»Der er ingen tvivl om, at man ikke må modtage store gaver til ren privat fornøjelse. Her er det rodet sammen med noget fagligt, og så kommer vi over i en gråzone. Det er ikke en oplagt bestikkelsessag, men den er helt klart på grænsen,« siger Lars Bo Langsted, som er professor i strafferet fra Aalborg Universitet til avisen.
Fire af skattecheferne har ingen kommentarer og nægter at oplyse om, hvorvidt de har selvangivet weekendopholdet, mens det ikke er lykkedes Jyllands-Posten at komme i kontakt med den sidste.
