Vestergårdsskolen i Aarhus Kommune vil spendere 100.000 kroner på at udstyre eleverne i en 7. klasse med Apples tavle-pc, iPad.
I første omgang er der tale om en forsøgsordning:
»Vi har længe overvejet, hvordan vi kunne styrke vores satsning på it-området, og med udviklingen af de nye iPads fra Apple er teknologien nu ved at være så moden, at vi efter sommerferien er i stand til at gennemføre et forsøg med brug af dem i undervisningen,« udtaler lærer og it-vejleder Hans Lunde i en pressemeddelelse.
Forventer besparelser
Frem til sommerferien arbejder skolen på at få infrastrukturen på plads og uddanne lærerne i at bruge iPads i undervisningen.
Målet er, at den nye 7. klasse - den kommer til at hedde '7.i' - bliver Aarhus Kommunes første 100 procent digitale skoleklasse.
Administrativ leder Morten Pless erkender, at der bliver tale om en udgift til at begynde med.
»Men på sigt forventer vi at opnå betydelige besparelser blandt andet på bogindkøb, kopiering og it-afgifter til kommunen, samtidig med at vi håber, at satsningen også kan tiltrække nye elever til skolen,« udtaler Morten Pless.