Århus leverer hurtigt netværk til livekoncert med musikere fra fem lande samtidig

I næste uge tester AAU-forsker et setup, der skal samle musikere fra fem lande til fælles optræden over nettet under Aarhus Festuge

Musik og koreografi bliver samlet og mixet i et usædvanligt liveshow på kunstmuseet ARoS i næste uge som led i Aarhus Festuge. Den særlige udfordring her er at udøverne befinder sig i henholdsvis Australien, USA, Canada, England og Danmark, og det er nu op til Lektor Jan Østergaard fra Institut for Elektroniske Systemer og postdoc Jesper Hemming Sørensen at få det tekniske setup til at fungere bedst muligt, hvor det selv på en rigtig god dag tager tid at få signalet frem og tilbage igen.

»Vi har sagt til dem, der står for musik og koreografi, at de skal lave noget, som kan opføres med en lille forsinkelse. Hvis vi kunne sende med lysets hastighed, ville det tage 100 millisekunder for et signal at nå til Melbourne og tilbage igen. Vi kommer op over 350 millisekunder, og det er for langsomt til mange musikgenrer, hvis man skal spille sammen som normalt«, siger han ifølge en meddelelse fra Aalborg Universitet..

Jan Østergaard der har sin gang på Institut for Elektroniske Systemer har sammen med bla. Jesper Hemming Sørensen udviklet et komprimmeringsværktøj som er det de egentlig tester under koncerten.

»Det værktøj, vi har nu, er under stadig udvikling. Vi vil gerne have flere af de elementer med, som vi indtil videre kun har udviklet i teorien og vist i laboratoriet. Vores mål er, at man skal kunne bruge lyd og levende billeder over forbindelser, hvor man før slet ikke regnede det for muligt. Vi gør det ved at se på både streaming og på komprimering af signalet, hvor vi kan skrue på bitraterne og stadig tage hensyn til indholdet i musikken«, fortæller Jan Østergaard.

En forløber for den nuværende udgave af værktøjet blev anvendt første gang til en cyberkoncert på Spil Dansk Dagen i 2010, hvor to hold musikere spillede sammen fra forskellige adresser i København.

»Denne gang spænder vi over hele kloden i stedet for blot 800 meter i København. Så det er den ultimative prøve for den her teknologi i forhold til forsinkelser. Hvis vi kan klare det, kan vi klare stort set alt«, siger Jan Østergaard.

Se video med Jan Østergaard

Forestillingen hedder “Death Lines - A Memento Mori Collection”, se mere om forestillingen her

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere