Et nyt softwarebaseret wifisystem skal sikre stabil trådløs overførsel af lyd mellem alskens enheder i hjemmet, lyder ambitionen fra det aarhusiansk baserede firma Dynastrom, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
»Vi arbejder med softwarekodning, der kan styre den trådløse lyd overalt i huset. Ikke bare mellem alle enheder i lydanlæg og mange højttalere i flere rum; systemet kan også omfatte alle andre former for infrastruktur, herunder alarmsystemer,« fortæller direktør Brian Møller, der tidligere har arbejdet som udviklingsdirektør hos Bang & Olufsen i Struer.
Løsning er ikke låst til enkeltleverandører, men producenterne kan vælge frit, og Dynastrom vurderer, at det er afgørende for markedet.
»Vi ser valgmuligheden og åbenheden som en af vores helt store styrker,« siger Brian Møller.
Traditionel teknologi er for skrøbelig
Brian Møller fortæller, at Dynastroms software, kaldet AROSTM, løser et problem, som er generelt for lydbranchen lige nu. Nemlig at arkitekturen i forbundne lydenheder traditionelt er ret skrøbelig.
»I alle andre systemer opererer man med en såkaldt masterhøjttaler, som styrer alle andre højttalere som slaver. Dermed crasher hele systemet, hvis masteren går ned. I vores AROSTM-netværk vil det ikke ske, for systemet skifter automatisk over til en fungerende enhed, hvis der måtte opstå midlertidige problemer. På den måde er vores patenterede løsning langt mindre sårbar for nedbrud.«
Målet er at blive en ny global standard inden for trådløs lyd - uden ledninger mellem anlæg og højttalere. Og altså uden udfald.
Selskabet har patenteret softwaren, som vil blive solgt på markederne som en licens. Dynastrom har p.t. otte ansatte.