Årets it-projektledertalent: »En umotiveret projektleder kan skade hele teamet«

Som it-projektleder hos 3Shape nyder Mathias Brännström godt af at være en dygtig programmør, hvilket gør det let at diskutere med teamet. Illustration: Büro Jantzen
Hvis ikke man brænder for sine projekter, virker det demotiverende på hele holdet af udviklere, siger Mathias Brännström fra 3Shape, der er kåret som årets it-projektleder.

Hvordan styrer man et it-projekt støt og sikkert fremad, samtidig med at man får udviklerne til at yde deres bedste undervejs i processen?

28-årige Mathias Brännström kan sætte fingeren på flere punkter, der må og skal være styr på. Men engagementet for projektet er et af de absolut vigtigste i rollen som it-projektleder, mener han.

Torsdag eftermiddag blev han kåret som årets it-projektlederttalent ved en event i Ingeniørforeningen IDAs hovedkvarter på Kalvebod Brygge, hvor Version2 afholdt konkurrencen IT Talent 2018.

»Det er meget vigtigt at have en oprigtig interesse for det projekt, du arbejder på. Hvis ikke du som projektleder er interesseret i produktet, smitter det af og kan være meget demotiverende for hele teamet. Og interessen er ikke noget, du bare kan lade som om,« fortæller han.

Læs også: Årets it-konsulenttalent: »Problemet er det interessante – ikke teknologien«

Han er i dag én af de yngste it-projektledere hos 3Shape, der specialiserer sig i it-løsninger til tandlæger, og han kommer med en solid teknisk baggrund som civilingeniør i teknisk matematik fra Lunds Tekniska Högskola i 2014. Specialet om tandsegmentering i CT-scanninger gennemførte han i samarbejde med netop 3Shape, og derfor var der ikke lang vej til en fastansættelse som softwareudvikler efter endt uddannelse.

Glidende overgang til projektleder

Under uddannelsen hjemme i Sverige lå det ikke i kortene, at han skulle være projektleder. Mathias Brännströms interesse for billedanalyse og computergrafik var derimod et godt match til programmeringsopgaverne i 3Shape. Men samtidig med programmeringen af de rå linjer kildekode for virksomheden begyndte han gradvist at blive involveret i prioriteringen af funktionalitet og krav i produktets backlog – og i mere overordnede diskussioner om, hvilken retning produktet skulle bevæge sig i.

I 2015 blev interessen belønnet, da ledelsen valgte at gøre ham til Scrum- master på et projekt med tråde til hans specialeopgave:

»Det føltes meget flydende, fordi jeg allerede som udvikler havde været godt i gang med Scrum. Da jeg så pludselig blev Scrum-master og stod med hele ansvaret, var det selvfølgelig lidt spændende, men det var stadig en naturlig overgang, hvor jeg hele tiden følte, jeg havde kontrol,« siger Mathias Brännström.

Læs også: Årets it-udviklertalent: Hardcore udvikler og hovedtelefon-nørd

Det var den samme form for glidende overgang, der i 2016 gjorde ham til projektleder på udviklingen af softwaren Implant Studio. Mathias Brännström ville gerne tage skridtet videre og arbejde med en del af 3Shapes software, som er underlagt stramme regulatoriske krav til patientsikkerhed. Tandlægen bruger softwaren til at vurdere det bedste sted at indsætte et implantater, og fejl i softwaren eller forkert brug af den kan i værste fald skade patienten.

Derfor er patientsikkerheden afgørende. Mathias Brännström tager imod, når eksempelvis den britiske standardiseringsorganisation BSI kigger forbi for at vurdere, om 3Shape nu også arbejder efter det kvalitetsstyringssystem, der er bygget op om de eksterne, regulatoriske krav:

»På det tidspunkt er det meget vigtigt, at dokumentationen er i orden. Jeg er på en måde meget glad for de audits, fordi det er lidt, ligesom når du har lavet dine lektier godt og skal vise dem frem til læreren,« siger han.

Netop pga. de stramme regulatoriske krav arbejder hans team, der både befinder sig i København og i Kiev, Ukraine, på samme tid agilt og efter vandfaldsmodellen, så der trods hurtige udviklingsforløb stadig kan planlægges langsigtet og gennemføres risikoanalyser. Som projektleder lægger Mathias Brännström stor vægt på, at de to teams mødes mindst et par gange om året. På de daglige standups via webcam kan udviklerne ikke bare snakke fagligt, men også om løst og fast for at bevare hold­følelsen trods den geografiske afstand.

Projektlederen har ansvaret

Hvad hans egen rolle angår, er han sit ansvar meget bevidst:

Som projektleder behøver man ikke vide detaljer om software, men Mathias er en dygtig programmør og ser sig selv som ‘en af udviklerne’. At han selv kan kode software gør, at han forstår sine kolleger og kan diskutere med teamet på deres tekniske niveau og er i øjenhøjde med dem.Uddrag fra motiveringen

»Som projektleder er du den primære kommunikationskanal mellem teamet og folk uden for projektet. Når der bliver kommunikeret feedback til projektet, er det dig, der har ansvaret for det, indtil du eksplicit har uddelegeret ansvaret til en anden,« siger han.

Selvom han nu kan skrive projektleder på visitkortet, er der dog ikke lang vej tilbage til skærmen og kodelinjerne.

»Jeg føler mig stadig som en softwareudvikler, og jeg prøver virkelig at involvere mig i arkitektur-diskussioner med resten af teamet. Nogle dele af koden er det stadig mig, der kender bedst, og jeg hjælper nogle gange også til med at kode. Ærlig talt så håber jeg, at det fortsætter på den måde, for det får mig til at føle mig mere som en del af teamet,« siger han.

Når tastaturerne får lov at hvile, driver Mathias Brännström 3Shapes brætspilsklub, hvor han og kollegerne dyster i brætspil en gang om måneden. Privat er det den energiske swingdans Lindy Hop, der tager en stor del af hans fritid.

»Jeg har det fint med at komme lidt ud af komfortzonen og synes, at det er sjovt at prøve nye ting. Det er en glad dans, og du ser mange folk, der smiler,« siger han.

Læs også: Version2 kårer årets it-arbejdsplads: »Vi viser piger, at it er kreativt«

Selvom han stadig betragter sig som softwareudvikler, kan han mærke, at projektledervejen er den rette for ham:

»I fremtiden kunne jeg godt tænke mig at arbejde endnu mere med ting, som ikke kun er specifikke for Implant Studio, men er relevante for 3Shapes softwareafdeling mere generelt. Men lige nu er jeg meget glad for at kunne forbedre mig som projektleder, så det vil jeg fortsætte med.«

Læs mere om IT Talent her i magasinet

 

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder