Årets it-projektleder: »Jeg har en forståelse for menneskers tilgang til it«

17. november 2020 kl. 05:00
Årets it-projektleder: »Jeg har en forståelse for menneskers tilgang til it«
Illustration: Ing.
Version2 IT talent - årets it-projektleder: Selvom det indimellem roder på Nikoline Kofod Ravns ­skrivebord, er struktur og overblik de to vigtigste pejlemærker i hendes arbejde som it-projektleder.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

It-projektleder, investor og en baggrund i human ernæring. 33-årige Nikoline Kofod Ravns cv vidner om en spraglet karrierevej, men ser man en person for sig, der flakker rundt mellem dette og hint, tager man fejl. En rød tråd trækker sig igennem alt fra hendes tidligere virke inden for kost og ernæring til hverdagen som it-projektleder hos IST i Roskilde, der udvikler administrative it-løsninger til skoler og dagtilbud.

»Hvis du kigger på mit skrivebord, har jeg en del sedler liggende. Så jeg kan sagtens rode, men i arbejdet med andre mennesker vil jeg gerne have struktur og overblik. Det gælder alle de brancher, jeg har arbejdet i, fordi det skaber rammen for det, man samarbejder om,« siger Nikoline Kofod Ravn.

Professionalisme, ærlighed og kreativitet er tre egenskaber, som Nikoline Kofod Ravns arbejdsgiver, IST Danmark, fremhæver ved den 33-årige it-projektleder. Hendes karrierevej har haft mange afstikkere, men en rød tråd i hendes job er at bygge bro mellem folk.

Uddrag fra motivationen

Nikoline har formået at strukturere og få overblik over hele vores it-revisionsprojekt. Hun fik opgaven at være tovholder på alle de formater og informationer, som skulle findes og afleveres. Nikoline gjorde bare meget mere end det. Hun tænker it som en helhed, som skal gavne flest mulige på den bedst tænkelige måde og sikrer desuden, at alt det, hun laver, giver værdi for virksomheden, kunderne, brugerne og kollegerne.

Til daglig har årets vinder af kategorien it-projektleder ansvar for implementeringen af værktøjer og processer, som bl.a. omfatter IST’s kundecenter, chat-implementering samt tilretning af CRM- og ticketsystem. Derudover er hun projekt­leder på it-revisionen i den danske afdeling af IST, der også har kontorer i Sverige, Norge og Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En vigtig del af hendes daglige arbejde er at afstemme forventningerne mellem de mennesker, der deltager i et projekt. Det gælder forskellige ønsker, krav og prioriteringer fra ledelse, kunder, brugere og udviklere.

Humanistisk tilgang til it

Med sig i den uddannelsesmæssige rygsæk har hun en cand.it. i It, Læring og Organisatorisk Omstilling fra Aalborg Universitet i København. Det var via praktikken og siden specialet, at hun fik foden indenfor hos IST og bl.a. udfærdigede et casestudie om et mobilteknologisk koncept til lærerne i grundskolen i Matuu, Kenya.

Men før det gav en professions­bachelor i ernæring og sundhed Nikoline Kofod Ravn en god dosis erfaring med pædagogik og ledelse, som hun også trækker på til hverdag:

»Jeg har altid haft en stor interesse for det digitale og nye teknologier, men jeg plejer at sige, at jeg har en humanistisk it-uddannelse og en forståelse for menneskers tilgang til it,« siger hun.

De var med i opløbet

2.-pladsen: Mads Ardahl Jørgensen, Program Manager, Bankdata

På trods af sin unge alder har 27-årige Mads Ardahl Jørgensen formået at arbejde sig op fra en stilling som studentermedhjælper til nu at sidde som Program Manager i Bankdata. Ved siden af en hverdag med fuld knald på store projekter, store budgetter og ikke mindst store beslutninger, som har krævet et fuldtidsjob plus interessetimer, har Mads taget en kandidatuddannelse på Aarhus BSS og er netop ved at færdiggøre sit speciale.

3.-pladsen: Niels Boje Jensen, Product & Service Delivery Manager, Bestseller

Niels er en erfaren it-leder, der har en virkelig bred forståelse omkring teknologi og it. Han formår at skabe et klart overblik over alle it-opgaver på Bestsellers’ distributionslager, hvor Niels har sin dagligdag. Niels skaber en helt særlig team-følelse, hvor alle bliver set og hørt, og hvor kompetenceudvikling er i fokus. Han ved, hvordan man holder kampgejsten oppe, selv om dagen kan virke udfordrende.

Hendes fokus på mennesker og helheden i et projekt betyder ifølge hende selv, at hun kan bygge bro over den kløft, der kan være mellem mennesker i forskellige aldersgrupper eller professioner, for eksempel en softwareudvikler og en bruger.

Men en vigtig del af hendes arbejde er også at kunne gå ind i en diskussion med de forskellige parter om, hvad der er vigtigt at fokusere på i et projekt:

»Det handler om, at man ikke bare implementerer noget for at implementere det. Jeg spørger altid, hvad formålet er. Hvorfor vil vi for eksempel gerne indføre en chat i vores kundecenter? Så jeg kan godt være kritisk, for der kan være masser af værdi i en beslutning, men vi skal være helt klar over, hvad den er,« siger Nikoline Kofod Ravn.

Foretrækker at eksekvere

Hverdagen kan byde på flere hovedbrud. Skal hun f.eks. finde viden til et nyt projekt internt i IST eller hos en ekstern samarbejdspartner? Hvor meget kan hun eller kollegerne ordne selv, og hvilke opgaver skal der hyres konsulenter ind til?

Igen handler det om at tale med de forskellige parter og afstemme forventninger. Også det har hun en struktureret tilgang til:

»Et møde skal ikke vare meget længere end et kvarter, før der skal en agenda til. Jeg bryder mig ikke om timelange møder med mange mennesker, men foretrækker klart at eksekvere på opgaver. Hvis man kan gå tidligt fra et møde, er det kun en succes,« siger Nikoline Kofod Ravn.

Snart står den på familieforøgelse for første gang, og også derhjemme spiller projektlederen en rolle i hverdagen:

»Vi har lavet et babybudget, hvilket min chef også har grinet lidt ad. Og så har vi ugentlige møder, hvor mange andre måske bare ville have en hyggesnak om aftenen. Vi kalder det et kærestebestyrelsesmøde,« siger hun ler.

For Nikoline Kofod Ravn og ægtefællen skal arbejdet være en passion, ikke en nødvendighed. Derfor bruger de tankegangen bag FIRE-bevægelsen (Financial Independence Retire Early) i det daglige til at leve relativt minimalistisk for at kunne bidrage til en grønnere livsstil og mindre forbrug, men også for at kunne investere en del af månedslønnen.

Lige nu er Nikoline Kofod Ravn dog hverken på udkig efter nyt job eller for den sags skyld at pensionere sig selv tidligt:

»Keywordet for mig er muligheden for at være med til at skabe forbedringer. Det handler om alt, der kan optimeres og forbedres i organisationen. Så længe det er i spil, er jeg glad.«

Læs mere om IT Talent og se alle kandidaterne her i magasinet:

 

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger