Årets it-konsulent er Microsoft-mand til fingerspidserne

17. november 2020 kl. 04:46
Årets it-konsulent er Microsoft-mand til fingerspidserne
Illustration: Ing.
Version2 IT talent - årets it-konsulent: Peter Selch Dahls professionelle hjerte banker for Microsofts teknologier. Det skinner igennem ude hos kunden, og når han deler ud af sin viden i det danske Microsoft-community.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Kameraet ryster lidt, da Peter Selch Dahl træder ind på scenen og præsenterer sig for publikum. Bag ham troner et kæmpe lærred med en præsentation af en kundecase, der er gået hele vejen med Microsofts cloud-teknologier.

Vi er til Intelligent Cloud Conference CPH i 2018, hvor Peter Selch Dahl møjsommeligt gennemgår kundecasen og tålmodigt besvarer publikums spørgsmål undervejs. Præsentationen er dokumenteret i en timelang Youtube-video, hvor man ved selvsyn kan konstatere, at årets vinder i it-konsulentkategorien har styr på Microsofts teknologier og cloud-infrastruktur til fingerspidserne.

Virksomhedernes teknologiske rejse ud i skyen fylder meget hverdagen for Peter Selch Dahl, som dog også for nylig måtte bruge en måneds tid på at hjælpe en kunde med at isolere malware og bringe alle forretningssystemerne online igen efter et hackerangreb.

Uddrag fra motivationen

Peter har dyb indsigt i det moderne MS Cloud-landskab og sikkerheden heromkring. Hans titel som Azure MVP er skam heller ikke ufortjent, da han hjælper til med at organisere gratis events for videndeling og inspiration via AZUGDK. Han er ustoppelig flink og vil bare have, vi alle lærer de fede ting, man kan opnå med MS Cloud Tech.

»For fem år siden blev jeg anerkendt af Microsoft for mit virke og min indsats i forhold til at promovere Microsoft-teknologier i ­Danmark. Det gjorde de ved at nominere mig til MVP, som der kun er små 30 stykker af herhjemme,« fortæller Peter Selch Dahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For de uindviede står MVP for Most Valuable Professional og er Micro­softs højeste anerkendelse til it-eksperter, der aktivt arbejder med at dele deres viden om teknologierne fra it-virksomheden i Redmond, Washington.

Aktiv i Microsoft-miljøet

Ud over at være oplægsholder var 36-årige Peter Selch Dahl via sin deltagelse i Azure User Group Denmark (AZUG) også medarrangør af konferencen, der havde 300 deltagere, sammen med Microsoft, og det er vigtigt for ham både at holde sig opdateret og at dele sin viden med andre.

»Jeg bruger utrolig meget tid på at holde min viden ved lige, og samtidig har jeg et ønske om at hjælpe folk på vej i retning af den rigtige løsning. Det er også det, mit community-arbejde bærer præg af,« siger Peter Selch Dahl.

I alt bruger han cirka 8-16 timer om måneden på at holde foredrag, arrangere boot camps, og hvad der nu ellers følger med i Microsoft-communityet.

Når det frivillige arbejde ikke fylder, er det konsulentvirksomheden Apento, der optager Peter Selch Dahl professionelt. Her er han Cloud Architect og selvstændig konsulent inden for it-sikkerhed og -infrastruktur – en rolle, hvor ­hverdagen med stor selvbestemmelse og vekslen mellem forskellige kunder passer ham godt:

»Jeg har været i konsulentbranchen i rigtig mange år og har aldrig prøvet andet. Det er spændende få lov til at opleve nye virksomheder og være med til at præge dem.«

Cloud er den store passion

Kunderne i årenes løb tæller både små og store virksomheder. Blandt de store af slagsen finder man »en større dansk pumpeproducent« og »en virksomhed på Esplanaden«, som Peter Selch Dahl underspillet formulerer det.

Ud over konsulentarbejdet for Grundfos og Mærsk har han bl.a. også rådgivet Arla om sikkerhed og it-infrastruktur i forbindelse med mejerivirksomhedens rejse ud i skyen.

En af Peter Selch Dahls store passioner er at få virksomheder til at gå hele vejen med cloud-teknologier. Fra hybrid cloud til native cloud – eller sagt med andre ord: Drop jeres egne servere og gå fuldt og helt i skyen med jeres forretningssystemer. Der halter vi stadig bagefter herhjemme, oplever han:

»Der er meget få virksomheder i Danmark, som er gået helt cloud native. Det er den vision, jeg plejer at tale ind i på ledelsesplan, og hvor jeg har været med til at transformere en række mindre virksomheder til at køre rent ude i skyen. Det er nemmere at gøre med små virksomheder, fordi de ikke har så mange legacy-systemer eller teknisk gæld som de store,« siger han.

De var med i opløbet

2.-pladsen: Poul Kjeldager Sørensen, Mangaging Consultant, Delegate

Poul er en teknisk utroligt stærk it-konsulent som forstår at koble standard-software og custom kode for at opnå den bedste og mest robuste løsning til kunden. Ukonventionelt. I Delegate er Poul en kapacitet og har været central for en lang række store og komplekse løsninger af høj forretningsmæssig værdi for vores kunder.

3.-pladsen: Ava Davani, Business Consultant, NNIT

Ava er en helstøbt konsulent med dyb specialistviden, god kontekstforståelse og et smittende engagement og dedikation. Ava har på kort tid bygget videre på sin viden inden for sundheds-it og har talent for at sætte de dybe fagspecifikke problemstillinger i kontekst og sikre processer omkring dem, så alle arbejder med høj kvalitet og i samme retning.

Taler både teknik og forretning

Her fremhæver han netop case- virksomheden omtalt i videoen i begyndelsen af artiklen, Nordic Aviation Capital:

»De er gået fra en traditionel serverinfrastruktur til at lave hele rejsen ud i skyen. De har fået en stabil platform, som kører over hele Jorden, og er ikke længere afhængige af VPN-forbindelser, eller af at deres egne servere står og tikker et sted. Det har givet dem bedre brugertilfredshed, bedre stabilitet og hurtigere onboarding af nye applikationer.«

I dag taler han både teknik med udviklerne og forretning med ledelsen, når han er ude på opgaver hos kunderne, men hans uddannelsesbaggrund som datafagtekniker i 2006 er rent teknisk orienteret. Under uddannelsen betalte han selv for sin første Microsoft-certificering – et træk, der vakte opsigt hos Pressalit Group, hvor han endte med at få læreplads.

Dengang som nu var Danmark et Microsoft-land, så Peter Selch Dahl fortryder ikke sit skarpe fokus på it-kæmpens teknologier.

»I dag har jeg lidt over 30 Microsoft-certificeringer, og hvor jeg i begyndelsen kendte alle de fem-seks services, der dengang fandtes på Microsoft Azure-platformen, kender jeg i dag måske 3-4 pct.«

Læs mere om IT Talent og se alle kandidaterne her i magasinet:

 

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger