Byrådet i Aalborg Kommune kan være på vej til at blive papirløst. I stedet skal Apples iPad gøre sit indtog under byrådsmøderne, skriver nordjyske.dk.
»Vi kan spare en masse papir, og så kan vi se, at der også er nogle af byrådsmedlemmerne, der efterspørger modellen«, siger kommunaldirektør Jens Kristian Munk til nordjyske.dk.
Derfor overvejer direktørgruppen i Aalborg Kommune lige nu, om de 31 medlemmer af byrådet skal have en iPad.
Hvert møde i byrådet kan typisk involvere bunker af papirer med dagsordner og bilag, som skal printes ud til hver enkel mødedeltager.
Af samme grund er Guldborgsund Kommune i gang med et pilotprojekt, hvor 25 iPads bruges til at opbevare og bladre i de mange dokumenter digitalt.
Også Silkeborg Kommune har fra nytår besluttet at gøre byrådsmøderne papirløse, men her tjener en almindelig bærbar pc som erstatning for papirerne. Og i Frederikshavn har man haft lignende tanker, selvom man her endte med at skrotte ideen.
I Aalborg er beslutningen endnu ikke truffet, men kommunens it-kontor undersøger nu priser og programmer. Direktørgruppen tager stilling til iPad-projektet 24. januar, skriver nordjyske.dk.