Aalborg Universitet udvider datalogi med to professorer

To nye professorater skal understøtte instituttets fokus på IoT, 'cyber-fysiske systemer' og data-intensive systemer.

Institut for Datalogi på Aalborg Universitet (AAU) udvider staben med to dataloger. Ifølge stillingsannoncen skal de to professorater understøtte henholdsvis instituttets fokus på IoT og 'cyber-fysiske systemer' samt data-intensive systemer. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Dekanen på Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Henrik Pedersen, ser internationale perspektiver i de to ansættelser:

»Vi ønsker at fremtidssikre og at styrke de to forskningsenheder, så de konsoliderer og videreudvikler deres status som verdensklassemiljøer inden for hver deres respektive forskningsområder. Vi forventer at have nytte af de nuværende ledere af forskningsgrupperne mange år endnu.«

Fondsmidler på 17 millioner kroner dækker de to ansættelser frem til år 2023. Derefter overtager AAU den fulde finansiering af ansættelserne.

Den ene forskningsenhed ledes af Kim Guldstrand Larsen, der står i spidsen for distribuerede, indlejrede og intelligente systemer. Den anden enhed ledes af Christian Søndergaard Jensen, der tager sig af databaser, programmering og web. De to forskere er de mest citerede dataloger i Danmark.

Kim Guldstrand Larsens forskning er især kendt for værktøjet UPPAAL, der kan give tidsmæssige garantier og optimere brug af indlejret software, f.eks. i forhold til energiforbrug. Christian Søndergaard Jensen arbejder med big data.

Gennem de seneste ti år har Institut for Datalogi haft en markant vækst i antallet af studerende, fra 77 til 306, meddeler universitetet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere