Aalborg-studerende udvikler røntgenkamera til smartphones

APRILSNAR: Opløsningen er kun på én megapixel, men til gengæld kan kameraet se gennem tøj takket være samme teknologi, som før blev brugt i lufthavne.

Fire studerende fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer har udviklet et mobilkamera, som kan se gennem tøj takket være røntgenstråler. Kameraet benytter sig af den samme røntgenteknologi, som tidligere er blevet brugt i forbindelse med sikkerhedstjek i visse lufthavne, men inspirationen kom fra oven.

»Vi havde arbejdet med en røntgendetektor til en mikrosatellit, og så syntes vi, at det kunne være sjovt at prøve at bygge videre på idéen, så den kunne bruges i en smartphone,« fortæller ph.d.-studerende Theis Koburg Meister til Version2.

Røntgenteknologien er såkaldt backscatter-røntgen. Røntgenstrålerne er ikke kraftige nok til at trænge gennem kroppen, men reflekteres i stedet fra blandt andet huden.

»Vi kunne have brugt kraftigere røntgenstråler, men så havde vi ikke kunnet opfange dem med kameraet i telefonen,« forklarer Theis Koburg Meister.

Det ville kræve en detektor på den anden side af den genstand, som blev bestrålet, hvis røntgenstråler, der passerede gennem genstanden, skulle opfanges. Derfor skulle man enten have en separat enhed til detektion eller udsendelse af røntgenstrålerne.

De mindre kraftige røntgenstråler til backscatter-teknologien kræver også mindre strøm, og det betyder, at man med et almindeligt batteri med samme kapacitet som en iPhone 5S vil kunne tage cirka 20 billeder på en enkelt opladning.

Billederne har dog kun en opløsning på én megapixel, da det var den maksimale følsomhed, de studerende kunne bygge ind i en detektor, der kunne passe i en smartphone.

»En megapixel er dog nok til at tage et selvportræt. Vi havde meget sjov ud af at tage billeder af os selv om vinteren med skihuer og halstørklæder på - og vi kunne stadig genkende os selv,« fortæller Theis Koburg Meister.

Backscatter-røntgen kan nemlig gå gennem tøj op til en vis grænse, men reflekteres fra huden. Derfor blev teknologien brugt i kropsscannere i sikkerhedskontrollen i lufthavne. De fik dog kun en kort levetid pga. protester mod at blive indscannet i fuld positur på en måde, hvor man på billederne optrådte nøgen.

De fire Aalborg-studerende er dog ikke bekymrede for, om deres kamera kan krænke privatlivets fred.

»Rækkevidden er begrænset til mindre end én meter, så man skal ret tæt på. Man skal også holde telefonen meget stille i cirka 10 sekunder, så jeg tror, det er umuligt at snige sig til at tage et billede af sin sidemand i bussen,« forsikrer Theis Koburg Meister.

Foreløbig har de studerende bygget en prototype baseret på en modificeret Nexus 5-telefon fra Google, og softwaren til røntgenkameraet er skrevet i Java. Sammen med deres institutleder overvejer de fire studerende nu, om de skal frigive både software og hardware som open source, eller om de skal udtage patenter.

»Teknologien kan umiddelbart ikke bruges til medicinske formål, for så havde vi uden tvivl valgt open source-vejen. Men lige nu er den nok mest interessant til sikkerhedsbrug, så det kan være, vi vælger at patentere den for at forhindre NSA i at udstyre deres agenter med vores kameraer,« siger Theis Koburg Meister.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bjarke I. Pedersen

Men næste gang, så randomize lige tidspunktet også - stort set alle de andre nyheder falder på "skæve" minutter - denne falder præcist kl. 6:00 :)

Havde ellers gættet på, at der var en nyhed hen af "Yousee lover fejlfrie routere om 14 dage" - selvom det nok næppe ville være en aprilsnar hvis de lovede det (at det så ville være en aprilsnar i sig selv er en anden snak) :D

  • 4
  • 0
Allan S. Hansen

Havde ellers gættet på, at der var en nyhed hen af "Yousee lover fejlfrie routere om 14 dage" - selvom det nok næppe ville være en aprilsnar hvis de lovede det (at det så ville være en aprilsnar i sig selv er en anden snak) :D

Det må være et problem at være kreativ når der er så mange "hverdags aprilsnar" firmaer i denne branche at hverdagshændelserne er mere utrolig og uvirkelige end 'jokesne' er ......

  • 3
  • 0
Bjarke I. Pedersen

Hvis nu det skulle være rigtigt, så skulle de have fundet en måde at få røntgenstrålerne til at reflektere efter de har ramt.

Et kamera virker jo som bekendt ved, at lys rammer et objekt og reflekteres ind i sensoren.

Problemet er, at røntgen stråler ikke reflekteres på denne måde, men blot går igennem objektet.

Så med mindre telefonen har en aftagelig sensor, som man kan placere bagved det objekt man ønsker at "skanne", så er det ikke muligt :)

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize