Åbne data i Danmark gør OpenStreetMap bedre

Offentlige data, der bliver gjort frit tilgængelige, har betydet forbedringer i open source-kort-projektet OpenStreetMap. Særligt i Danmark, lyder det fra en af folkene tilknyttet projektet.

Forestil dig et landkort, som alle kan opdatere. Og forestil dig så det miskmask af vildledende data, den form for åbenhed kunne føre med sig. Selvom alle i princippet kan bidrage til OpenStreetMap-projektet (OSM) med optegnelser og andre geografiske informationer, er kvaliteten af det Wikipedia-lignende projekt, der har en væsentligt mindre økonomi end online-leksikonet, forbavsende god. I hvert fald i Europa og måske særligt i Danmark.

Det hænger sammen med frigivelsen af offentlige datasæt, eksempelvis oplysninger om vejadresser og navne, som blandt andet Danmark er langt fremme med. Det fortæller Henk Hoff, bestyrelsesmedlem af OSM-projektet, da Version2 møder ham en fredag eftermiddag til et arrangement hos KPH Projects i København. Her fortæller han sammen med adm. dir. i virksomheden Skobbler Marcus Thielking om mulighederne med åbne kort-data.

At kvaliteten i OSM er god nok, vidner Marcus Thielkings tilstedeværelse om. Hans virksomhed, der for nylig er blevet opkøbt af amerikanske Telenav, har netop lanceret den kommercielle navigations-app Scout, der baserer sig på data fra OpenStreetMap. App'en er - modsat sin forgænger, Skobbler - gratis og kan blandt andet bruges til navigation i udlandet, selvom der ikke er en netforbindelse. Skal der hentes mere end et kort ned til den offline, så er forretningsmodellen, at det koster penge.

Åbne data i Europa

Henk Hoff glæder sig over Scout og andre projekter, som han håber kan være med til at gøre OSM-projektet bredere tilgængeligt. Blandt andet fordi flere brugere også betyder bedre dataindsamling og flere donationer i det crowdsource-drevne projekt. Men ud over de data, brugerne bidrager med, er der de offentlige data, der i sagens natur har en ganske høj kvalitet.

»I den Europæiske Union er der initiativer, der går ud på at åbne op for data. Og her er Danmark et af foregangslandene. Det drager vi stor nytte af,« siger Henk Hoff og fremhæver i den forbindelse danske adressedata, der betyder, at et kig i OSM fra Danmark også viser husnumre.

Henk Hoff mener, at kvaliteten i OpenStreetMap på det europæiske kontinent langt hen ad vejen er på linje med kommercielle produkter som eksempelvis Google Maps. Også i nordamerikanske byer med høj befolkningstæthed og dermed mange mappere - altså aktive brugere, der bidrager med geodata til OSM - er kvaliteten relativ høj.

Og på visse områder overhaler OSM faktisk de kommercielle produkter, påpeger Henk Hoff. Han nævner som eksempel, at nogle har brugt de åbne kort-data til at markere ruter, som er særligt velegnede til kørestolsbrugere.

Ifølge Henk Hoff er OpenStreetMaps dækning god, men set i relation til de kommercielle produkters kortlægning, så er OSM faktisk bedre.

»Jeg vil mene, at særligt uden for Europa, i områder i Asien og Afrika, er OSM langt bedre end noget som helst, de kommercielle selskaber kan tilbyde. De dækker simpelthen ikke de områder,« siger Henk Hoff.

Han fortæller, at der er deciderede OSM-relaterede projekter i Afrika, hvor kortoptegninger bliver brugt til at kortlægge et slumområde og til at opmærke usikre områder, hvor der eksempelvis mangler gadebelysning. Et andet brugsscenarie, som adskiller sig fra den gængse turistnavigation i Paris, kunne være et jordskælvsområde, hvor veje, bygninger og andet på ingen måde ser ud, som det gjorde før jordskælvet. Her har OSM kunnet bruges til at opmærke og kommunikere farbare ruter ud under krisesituationen.

Selvom OSM har vist sig at være et nyttigt værktøj i alvorlige situationer, er der som sådan ikke nogen forretningsmodel, der holder hånden under projektet. Det hele hviler på frivillig arbejdskraft, brugerinput og donationer, fortæller Henk Hoff. Altså ikke ulig Wikipedia, dog i en helt anden og meget mindre skala. Og egentlig passer det Henk Hoff fint, at OSM-projektet er en dværg sammenlignet med den økonomi, der løber gennem Wikipedia.

»Vi ønsker ikke at opbygge en stor organisation, hvor vi er helt afhængige af donationer. Det klinger ikke godt,« siger Henk Hoff, der foretrækker, at OSM i stedet vokser via større kendskab, som får flere brugere til at bidrage med kortinformationer.

Bedre brugergrænseflade ønskes

En af måderne at få flere til at interessere sig for OSM-projektet på kunne være en opdatering af de brugergrænseflader, der knytter sig til OSM. De er nemlig ikke videre tilgængelige, og Henk Hoff medgiver, at det er et problem i forhold til at nå bredere ud med OSM. Han sammenligner det med, hvordan Linux-distributioner artede sig for ti år siden, hvor de primært var tilnærmelige for eksperter, og så til nu, hvor blandt andet Ubuntu-styresystemet har været med til at øge tilgængeligheden af open source-styresystemet.

»Vi er klar over, at vi bliver nødt til at gøre det mere intuitivt for at gøre det attraktivt over for en bredere skare. Og det kan godt være, vi får behov for hjælp fra andre virksomheder, når det kommer til at designe en god brugergrænseflade,« siger Henk Hoff.

I den forbindelse fremhæver han Skobbler som et bud på en virksomhed, der kunne være med til at gøre brugergrænsefladerne til OSM mere tilgængelige. Omend ikke andet så kunne Skobbler måske forbedre den generelle kortkvalitet ved at indbygge feedback i forbindelse med kørte ruter og lignende i Scout-app'en. Så fejl og ændrede ruter automatisk finder vej ind i OSM-projektet, forklarer Henk Hoff.

I forhold til brugergrænsefladen kan han dog ikke sige, hvornår der sker en konkret forbedring.

»Det står helt sikkert højt på min ønskeliste. Og jeg ved, der er flere, der kigger på det.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Emil Holmegaard

Er der ingen der skal læse artikler før de bliver lagt op?

"Og på visse områder overhaler OSM faktisk de kommercielle produkter, påpeger Henk Hoff. Han nævner som eksempel, at nogen har brugt de åbne kort-data til at markere ruter, som er særligt velegnede til kørestolsbrugere. Ikke umiddelbart noget,

Ifølge Henk Hoff OpenStreetMaps dækning i god, men set i relation til de kommercielle produkters kortlægning, så er OSM faktisk bedre."

For mig giver de to sætninger ikke meget mening..

  • 13
  • 0
Søren Breddam

Omend ikke andet, så kunne Skobbler måske forbedre den generelle kort-kvalitet ved at indbygge feedback i forbindelse med kørte ruter og lignende i Scout-app'en. Så fejl og ændrede ruter automatisk finder vej ind i OSM-projektet, forklarer Henk Hoff.

Spændende! Det åbner for gode tidstro data.

Det vil vel nok kræve en vis volumen og nogle gode algoritmer, så man kan sortere de rene fantasidata væk og interpolere på resten.
Perspektivet er senere, at man kan lave analyser i realtid, så man kan tage højde for midlertidige spærringer og restriktioner samt trafikmængden.

  • 1
  • 0
Søren Johannessen

Henk Hoff nævner at OpenStreetMap organisationen er en dværg i forhold til Wikipedia økonomisk.

Pt. er OpenStreetMaps budget ca. 1,2 millioner kr årligt, hvor Wikipedia har over 200 millioner kr at gøre godt med. Wikipedia har ca. 175 mennesker ansat (globalt) og OpenStreetMap har ingen ansatte. Alt arbejde inkl. servervedligeholdelse udføres som frivilligt arbejde.

Der nævnes slumområder i lande i Afrika som er kommet på OpenStreetMap - her er det bedst kendte eksempel slumområdet Kibera i Nairobi

Udover åbne data i form af adresser fra det offentlige som bliver brugt af OpenStreetmap - Så er de frie luftfotos i høj kvalitet fra Geodatastyrelsen i 10 cm opløsning (1 pixel=10 cm) også enestående i international OpenStreetMap regi - Ingen andre lande er 100 % dækket i samme høje opløsning som Danmark. Luftfotos/satellitbilleder bruges til at indtegne nye geografiske objekter til OpenStreetMaps database.

Der nævnes noget om tilgængelighed for kørestolsbrugere - Det er især det tyske projekt WheelMap, (som bruger OpenStreetMaps geodata) der har været drivkraften internationalt her. Projektet er oversat til 15 sprog og vundet en del priser de seneste par år.

  • 10
  • 0
Finn Aarup Nielsen
  • 3
  • 1
Leif Lodahl

Jeg vil mene, at særligt uden for Europa, i områder i Asien og Afrika, er OSM langt bedre end noget som helst, de kommercielle selskaber kan tilbyde. De dækker simpelthen ikke de områder

De seneste år har Humanitarian OpenStreetMap Team (HOT) gjort en stor indsats på helt konkrete områder, hvor der er akut behov for kortdata i forbindelse med katastrofer og senest udbrud af ebola i Vestafrika : http://hot.openstreetmap.org

  • 4
  • 0
Annika Pedersen

Jeg vil rigtigt gerne kende slutningen på denne sætning:

Han nævner som eksempel, at nogle har brugt de åbne kort-data til at markere ruter, som er særligt velegnede til kørestolsbrugere. Ikke umiddelbart noget,

for det næste er...
Ifølge Henk Hoff OpenStreetMaps dækning i god, men set i relation til de kommercielle produkters kortlægning, så er OSM faktisk bedre.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere