Åbenmundet Google-ansat stopper i firmaet: De er ved at løbe tør for gode ideer

Selv om Google kritiseres for at have mistet evnen til at innovere - noget, som præger mange store selskaber - har firmaet alligevel formået at føre nogle tilsyneladende vilde ideer ud i livet. Det gælder f.eks. Project Loon, hvor balloner sørger for internetadgang i udviklingslande. Illustration: Project Loon
Google formår ikke længere at innovere, mener tidligere ansat – og det til trods for at selskabet har rigelige mængder meget dygtige ingeniører i deres stald.

Det er ved at være en del år siden, at chefudvikler Steve Yegge – i det, der skulle have været et internt Google+- indlæg – påpegede det, han dengang mente, var Googles egentlige akilleshæl: firmaets manglende evne til at forstå platforme (forstået som alle de applikationer der fx på 'Facebook-platformen' tilbydes af tredjepartsleverandører, og inkluderer alt fra Farmville til Spotify, red.)

Men ved en fejl kom Yegge til at gøre indlægget tilgængeligt for alle. Alligevel blev indlægget positivt modtaget, og han fik endda lov til at beholde jobbet hos Google … godt nok med opfordringen om ikke at gentage sådan et stunt.

Googles store svagheder

For nylig sagde Yegge så op hos Google, til trods for at han mener, at firmaet er blandt verdens bedste steder at arbejde – i hvert fald for ingeniører. Samtidig har han endnu engang påpeget det, han anser for at være Googles store svagheder, samt hvorfor han forlader det firma, han har arbejdet for i snart 13 år.

»Hovedårsagen til, at jeg har forladt Google, er, at de ikke længere formår at innovere. De har i høj grad mistet den evne,« skriver Yegge, før han går i gang med at forklare, hvad årsagerne til dette er.

Han mener, at Google er blevet for konservative, forstået på den måde, at firmaet er alt for optaget af bevare det, de allerede har, frem for at risikere noget for at opnå noget nyt.

En anden faktor, som Yegge godt nok mener er uundgåelig, når virksomheder når en vis størrelse, er, at firmaet er hæmmet af politik – noget som ifølge Yegge fører til, at det tager alt for lang tid at beslutte og gennemføre projekter.

Uovervindelig

Desuden mener han, at Google er arrogante.

»Det har taget mig årevis at forstå, at et firma fyldt med så mange ydmyge mennesker kan være et arrogant firma,« skriver Yegge.

Han mener, at virksomheder, der har haft så stor succes som Google, kan blive ramt af en følelse af at være uovervindelige.

»Det har tragiske følger: selvtilfredshed, ‘ikke opfundet her’-syndrom, manglende evne til at bevare den gode relation til kunder og dårlige strategiske beslutningsprocesser,« skriver Yegge, som mener, at Google til trods for alle de superkompetente ansatte har en elendig forretningsstrategi.

Som eksempel på det sidste nævner han alle de temmelig uforståelige lanceringer, som firmaet har været ude med de seneste år, hvor Google kæmper for at sejre i kampe, som de ifølge Yegge ikke har en chance for at vinde.

Han mener, at Google er mere optaget af, hvad konkurrenterne gør, end af deres kunder – der kræver mere end blot et godt slogan.

Kopier

Som eksempel nævner Yegge alle de gange, hvor Google de seneste ti år har skabt noget, som kopierer det, konkurrenterne allerede har haft succes med, inklusive Google+ (Facebook), Google Cloud (Amazon Web Services), Google Home (Amazon Echo), Allo (WhatsApp), Android Instant Apps (Facebook, WeChat) og Google Assistant (Apple/Siri).

Yegge indrømmer, at der også er en del undtagelser, f.eks. Cloud Spanner, BigQuery, TensorFlow og Waymo, som konkurrenterne kommer til at bruge tid på at indhente.

»Men det kan hverken undskylde eller retfærdiggøre den række af mislykkede ‘me-too’- forbrugerprodukter, som Google har lanceret på det seneste,« mener Yegge.

Alt dette har ført til, at Yegge ikke længere mener, at Google er et inspirerende sted at arbejde. Han er derfor startet hos virksomheden Grad, som han omtaler som Sydøstasiens svar på Uber.

Reaktioner

Det lader ikke til, at Google har ønsket at kommentere Yegges påstande. Men mange andre har dog gjort det i kommentarer, som er tilgængelige under indlægget. Mange støtter Yegges betragtninger – også en del, som oplyser, at de tidligere har arbejdet hos Google.

Andre mener, at Googles mange mislykkede produkter netop skyldes, at firmaet er innovative og eksperimenterer meget. At størstedelen af dem viste sig ikke at være levedygtige er måske blot en naturlig konsekvens.

Yegge har i øvrigt skrevet endnu et indlæg, hvor han uddyber noget af det, han har skrevet i det oprindelige indlæg. Heri skriver han, at Google på ingen måde er ved at dø, men at firmaet er nødt til at udnytte de muligheder, som viser sig.

Yegge påpeger også, at nogle af problemerne i Google er, at selskabet har så mange talentfulde medarbejdere, at det er vanskeligt at få noget gjort, for hver gang nogen præsenterer en idé, er der en håndfuld andre teams, som siger, at de allerede ejer den idé, og at ingen andre må røre den - selv om de ikke har planer om at arbejde med den før om flere år.

Ifølge Yegge har blandt andet Microsoft det samme problem. Her skulle det angiveligt have fået sit eget navn: cookie-licking.

Denne artikel strammer fra norske digi.no

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Povl Hansen

Hvis nu man var naiv og troede at alle arbejde hos google, for at google kunne lave de bedste produkter, og blive verdens bedste firma,

så ville man ikke have problemer som
“håndfuld andre teams, som siger, at de allerede ejer den idé, og at ingen andre må røre den - selv om de ikke har planer om at arbejde med den før om flere år.”

Men de andre teams ville sige, vil i se hvad vores skitser / noter ..,, er vedrørende den ide

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder