A-kasse stævner KMD for 85 mio. kr.

KMD har ikke levet op til sine forpligtigelser om at udvikle et nyt a-kassesystem med navnet Føniks, mener a-kassen FTFa.

A-kassen FTFa har besluttet at stævne KMD for foreløbigt ca. 85 mio. kr. for ikke at leve op til sine forpligtigelser om sammen med FTFa at udvikle et nyt markedsledende a-kassesystem med navnet Føniks. Det skriver a-kassen i en pressemeddelelse.

FTFa hævede i januar 2017 kontrakten med KMD og har nu gjort sit tab op.

»Vi hævede kontrakten med KMD i januar 2017, fordi vi erfarede, at KMD reelt havde stoppet udviklingen af Føniks uden at informere os om det. Udviklingen af Føniks skulle efter vores oprindelige aftale have taget knap to år, og projektet var på daværende tidspunkt allerede mere end ét år forsinket. KMD tilbød os et andet system, vi ikke var interesseret i, og som ville tage yderligere ca. to år at færdigudvikle,« udtaler adm. direktør i FTFa Michael Darmer ifølge pressemeddelelsen.

»Vi er brandærgerlige over, at Føniks, som vi havde indgået en aftale om, ikke bliver til noget. Det er både overraskende og rystende, at et så stort firma som KMD ikke kan eller vil levere det, man har indgået en aftale om,« fortsætter Michael Darmer.

FTFa stævner KMD for foreløbig 85 mio. kr. Beløbets størrelse skyldes blandt andet, at FTFa har lagt mange ressourcer i projektet som primær udviklingspartner i de tre år, projektet var i gang.

»Den indsats er nu spildt. Konsekvensen er, at vi har måttet skaffe et andet system, fordi det nuværende system er forældet. KMD har samtidig varslet, at man vil stoppe videreudviklingen og vedligeholdelsen af det gamle system,,« siger Michael Darmer og fortsætter:

»Da Føniks-projektet ikke er gennemført, har vi heller ikke fået de garanterede automatiseringsgevinster og rationaliseringsgevinster, som var en væsentlig del af beslutningsgrundlaget for at indgå kontrakten med KMD. Men vigtigst af alt har vores medlemmer heller ikke fået de fordele, der ligger i et tidssvarende og moderne a-kassesystem. Det er nogle af de ting, som vi vil have erstattet, og det er baggrunden for, at vi i dag har valgt at stævne KMD. Vi vil have dækket vores tab. Det er alt,« udtaler Michael Darmer ifølge pressemeddelelsen.

KMD bekræfter, at man har modtaget en stævning fra FTFa, men vil ikke kommentere sagen yderligere, oplyser kommunikationschef Christoffer Hellmann til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere