Siden lanceringen i midten af juni er den danske Smittestop-app blevet downloadet 824.000 gange, oplyser Sundheds og Ældre-ministeriet i en pressemeddelelse.
Det fremgår ikke af ministeriets meddelelse, hvor mange af de downloads, der har resulteret i en aktiv installation af appen, der er aktiveret og har de nødvendige adgange til eksempelvis bluetooth.
I alt har 209 brugere af appen meldt sig smittede med Covid-19, hvilket har ført til, at deres kontakter efterfølgende er blevet adviseret og bedt om at få foretaget en test. Hvor mange brugere, der er notificeret, fremgår ikke af ministeriets tal.
Ministeriet har dog fået en indikation af, at notifikationerne når frem og at de stopper smittekæder. Gennem en spørgeundersøgelse i perioden 7.-28. juli har ministeriet været i kontakt med 48 danskere, der efterfølgende er blevet testet på baggrund af advarslen fra appen. Heraf var kun to også blevet kontaktet af den manuelle smitteopsporingsenhed i Styrelsen for Patientsikkerhed.
På den baggrund konkluderer ministeriet, at appen faktisk hjælper med at nå borgere, der ellers ikke var blevet testet, fordi de har været i kontakt med en smittet, de ikke kender.
»Det har været målet, at appen skal fungere som et digitalt supplement i vores indsats for smittesporing – og det er en god nyhed, at vi nu også har tal for, at appen virker og hjælper til at finde ukendte kontakter. Appen vil selvfølgelig få større effekt, jo flere der vælger at downloade og bruge den aktivt, og derfor opfordrer jeg til, at alle, som kan, downloader appen,« siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke ifølge pressemeddelelsen.