8000 cpr-numre lækket fra Styrelsen for Patientsikkerhed
Styrelsen for Patientsikkerhed er kommet til at sende en liste med 8000 cpr-numre til 123 personers e-boks, oplyser man i en pressemeddelelse.
Listen havde hverken navne, adresser eller andre oplysninger om de registrerede, men man sender alligevel en besked til dem i e-boks for at gøre opmærksom på sikkerhedsbruddet.
Det skyldes en menneskelig fejl, og selvom det blev opdaget hurtigt, kunne man ikke forhindre lækket, skriver styrelsen og uddyber, at man meldte det til Datatilsynet »med det samme«.
Ifølge Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed, er en medarbejder kommet til at vedhæfte en forkert fil til en standardmail, fortæller hun til TV2 Lorry.
»Der er tale om en dybt beklagelig og menneskelig fejl, som vi ser med stor alvor på. Vi prioriterer datasikkerheden meget højt og er allerede i gang med at sikre, at tilsvarende fejl ikke kan gentage sig. Sikkerhedsbruddet blev øjeblikkeligt anmeldt til Datatilsynet. Vi beklager meget over for alle de berørte, som vil blive underrettet direkte«, siger hun i pressemeddelelsen.
