72.000 franske politi-pc'er skal køre Linux

Det franske Gendarmerie er klar til at udrulle styresystemet Linux på samtlige af deres 72.000 skrivebords-pc’er. Skiftet markerer en af verdens største offentlige implementeringer af open source-systemet

Inden sommeren 2014 vil samtlige pc'er i det franske politikorps Gendarmerie køre på Linux. I skrivende stund kører cirka halvdelen af de 72.000 skrivebords-pc’er Linux, og det har taget sin tid at komme så langt. Allerede i 2004 begyndte den franske myndighed nemlig at indfase open source-applikationer på medarbejdernes pc’er, skriver Wired.

Læs også: Franske gendarmer skifter til Ubuntu Linux

Den bløde overgang på næsten ti år startede med, at medarbejderne fik installeret Firefox, Thunderbird og OpenOffice på deres computere, der dengang stadig kørte på Windows. Hen ad vejen er 37.000 af dem blevet overført til Linux, og nu vil det franske politikorps have de resterende 35.000 over på det åbne styresystem.

Ifølge Wired er det en af de største kendte offentlige implementeringer af Linux-systemet i verden. Flere lande som Brasilien og England har fra politisk hold besluttet at anvende open source-software, hvor det er muligt, men synes at have svært ved at bryde ud af eksisterende systemer.

De franske gendarmer hævder selv, at omkostningerne ved Linux og tilhørende open source systemer er omkring 40 procent mindre end ophavsretsbeskyttede programmer som Microsofts. Det var med denne besparelse i udsigt, at indfasningen af Linux blev påbegyndt for snart ti år siden.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere